Ses vi til generalforsamling?

Formand Tina Græsteds leder fra medlemsbladet FOA SOSU nr. 4 2022

Den 16. november er en dag, jeg som formand glæder mig meget til. Der holder vi nemlig fagforeningens generalforsamling.

Det er den dag i året, hvor jeg for alvor har lejlighed til at møde mine chefer – alle jer medlemmer af FOA SOSU.

Det er jer, der på generalforsamlingen vælger mig og mine kolleger i politisk ledelse og i bestyrelsen. Og det er jer, vi står til regnskab for.

Generalforsamlingen er der, hvor vi sammen sætter retning og debatterer, hvad der skal være i fokus for fagforeningens politiske arbejde i det kommende år.

FOA SOSU er nemlig ikke bare et murstenshus på Godthåbsvej med politisk valgte, sagsbehandlere og konsulenter. FOA SOSU er os alle sammen, og uden hinanden er vi ingenting.

Det lyder højstemt at tale om demokratiets vingesus, men det er ikke desto mindre det, jeg mærker, når jeg står på generalforsamlingens talerstol og ser ud over salen.

Men det slår ikke den følelse, jeg får, når det er jer medlemmer, der går på talerstolen og fortæller, hvordan I har det ude på arbejdspladserne, og hvorfor der stadig er meget at kæmpe for.

Lyden af flere hundrede mennesker, der klapper i takt, fordi en kollega satte ord på noget, de alle sammen kan genkende, er en fantastisk lyd.

Det er lyden af fællesskab, sammenhold og demokrati.

Vi ses den 16. november!

Lagt på den 10.10.2022