Det er ikke sikkert, at Amilia vælger at gå i sin mors fodspor, men hun har fået et indblik i faget, der kan være med til at inspirere andre.
Foto: Mark Knudsen/Monsun

En sjovere erhvervspraktik

Selvom man har en mor, der er social- og sundhedsassistent, er det ikke sikkert, at man ved, hvad hun laver.

En uge i foråret havde Katja Salomonsen sin datter med på arbejde.

Katja Salomonsen er social- og sundhedsassistent på Trænings- og Rehabiliteringscentret i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Egentlig ville hun have været fysioterapeut, og uddannelsen som social- og sundhedsassistent skulle være et trin i den retning.  Men Katja Salomonsen blev hængende og har været i faget i 20 år.

Det er et fag, som hun elsker, og som hun nu har haft lejlighed til at vise frem for sin datter Amilia, der i maj måned var i erhvervspraktik på genoptræningscentret.

Hyggeligt at være sammen med de ældre

Amilia Salomonsen er 14 år, så hun er langt fra klar til at træffe et valg om uddannelse.

”Helst noget kreativt, måske arkitekt”, siger hun, men har alligevel nydt ugen, hvor hun har fået et indblik i, hvordan det er at arbejde med mennesker.

”Det var hyggeligt at være sammen med de ældre og tale med dem. Jeg tror måske også, at jeg havde en lidt sjovere praktik end mange af mine klassekammerater, fordi jeg fik lov at gøre noget i stedet for bare at sidde og kigge på”, siger Amilia, der var den eneste i sin klasse, der var i SOSU-praktik.

For Katja Salomonsen var en god oplevelse at have Amilia med på arbejde, også selvom Amilia måske vælger at uddanne sig i en helt anden retning.

”Selvom hun ikke vælger det selv, er hun blevet bedre til at fortælle andre om faget – for eksempel, at vi ikke kun vasker de ældre, men også udfører sårpleje og genoptræner. Det var hun lidt overrasket over”, siger Katja Salomonsen.

Hun kan anbefale andre arbejdspladser på social- og sundhedsområdet at tage imod erhvervspraktikanter med åbne arme. Og så kunne det være en ide, hvis medarbejdere inden for faget, besøgte folkeskolerne for at udbrede kendskabet til faget, mener hun.

Et fantastisk fag

Selv er Katja Salomonsen ikke i tvivl om, hvordan hun ville beskrive faget, hvis hun stod over for en skoleklasse:

”Jeg ville fortælle om bredden – at vi er både på plejehjem, i genoptræningscentre, på hospitaler, i psykiatrien og så videre. Og jeg ville fortælle, at det er et fantastisk fag, hvor ikke to dage er ens, og man gør en forskel og hjælper mennesker, der har brug for det. Det er hårdt arbejde, men jeg elsker det, og jeg kan ikke forestille mig, at jeg skulle lave noget andet. Man får hele tiden noget igen”.

Alt det ved Amilia nu. Og også en lille smule mere:

”Min mor går virkelig meget! Nu kan jeg bedre forstå, at hun nogle gange er meget træt, når hun kommer hjem”.

 


Det er skolens ansvar

Erhvervspraktik på SOSU-området er en god ide, men ansvaret for at udbrede kendskab til faget ligger ikke hos forældrene, mener faglig sekretær Janine Almy.

 

I de kommende år vil mange ansatte på social- og sundhedsområdet forlade faget på grund af alder, og samtidig stiger antallet af ældre. FOAs fremskrivning viser, at kommunerne frem mod 2030 skal tiltrække mere end 42.000 ansatte inden for området for at holde trit med udviklingen.

Der er med andre ord hårdt brug for, at langt flere unge vælger at tage en SOSU-uddannelse.

Faglig sekretær i FOA SOSU Janine Almy er derfor begejstret for ideen om at få flere skoleelever ud i erhvervspraktik på SOSU-arbejdspladserne.

”Jeg er overbevist om, at rigtig mange af vores arbejdspladser vil slå døren op på vid gab – også for medarbejdernes børn. Vi har brug for al den reklame, vi kan få, og det ved arbejdspladserne alt om”, siger Janine Almy.

”Jeg tror, det er mere reglen end undtagelsen, at det er svært at finde en praktikplads, så det er en win win, hvis flere gør som Katja og Amilia”.

Mere fokus på erhvervsuddannelser

Men selvom det er en fremragende ide, at forældre, der arbejder på området, skubber på for at få flere unge i erhvervspraktik, ligger ansvaret et andet sted, understreger Janine Almy.

”Der skal langt mere fokus på erhvervsuddannelserne i folkeskolens uddannelsesvejledning, hvis de unge for alvor skal have øjnene op for området”.

Desuden bør ingen forlade folkeskolen uden at være blevet præsenteret for muligheden for at tage en EUX-uddannelse, tilføjer hun.

Med EUX Velfærd får man i løbet af fire år en studentereksamen og en uddannelse til SOSU-assistent samtidig. En EUX giver efterfølgende adgang til videreuddannelse på samme måde som en almen studentereksamen.


Lagt på den 02.08.2022