Maura Pires
Maura Pires på talerstolen til fagforeningens generalforsamling i november 2021.
Foto: Mark Knudsen/Monsun

Skreg på hjælp

Oplevelser i praktikken har fået Maura Pires til at tvivle på, om hun valgte rigtigt, da hun besluttede sig for en uddannelse til social- og sundhedsassistent.

Maura Pires bliver færdig som social- og sundhedsassistent i sommeren 2023.

Det er i hvert fald planen, men mærker hun efter, er hun ikke helt sikker på, at den holder.

Hun elsker at lære og synes, at hun har nogle dygtige og meget engagerede lærere på skolen, så når hun er i tvivl, er det på grund af nogle dårlige oplevelser i sin praktik, blandt andet på et plejecenter.

”Jeg vil gerne arbejde på pleje- og omsorgsområdet, og var meget glad og motiveret, da jeg startede i min første praktik, men jeg synes ikke, jeg har lært nok”.

”Vejlederen var fraværende i de første 14 dage, og i en stor del af tiden blev jeg sat til at vaske op og hjælpe med maden i stedet for faglige opgaver. Da min vejleder endelig kom, havde hun meget travlt og havde ikke tid til at lære fra sig. Jeg ryddede op og gik ud med skrald, mens hun lavede de faglige ting”, fortæller Maura Pires, der blev mere og mere frustreret.

”Det var ikke vejlederens skyld. Hun havde bare for travlt. Men når man ikke lærer noget, føler man sig snydt og udnyttet som billig arbejdskraft. Det nytter ikke noget, at der er nogle fine mål, når der ikke er nogen plan for, hvordan man når dem”, mener hun.

Yngre ville være knækket

Maura Pires taler helst ikke om sin alder, men hun har mere i bagagen end mange andre elever på social- og sundhedsuddannelserne.

Hun kom til Danmark fra Brasilien i 2007 med en bacheloruddannelse i hospitalsadministration og en lang erfaring fra sundhedsvæsenet, men kunne på grund af sprogbarrierer ikke bruge sin uddannelse her i landet. I 2020 sadlede hun derfor om og besluttede at bruge sin baggrund på en anden måde ved at starte på uddannelsen til social- og sundhedsassistent.

Med andre ord er Maura Pires langt mere erfaren end en helt ung elev ville være. Og når selv hun har været ved at give op, tror hun, at en yngre elev ville være knækket for længst.

Ingen frokostpause

Maura Pires knækkede ikke – ”men jeg skreg næsten på hjælp”, fortæller hun.

Hun kontaktede den lokale uddannelsesansvarlige og fortalte om det dårlige arbejdsmiljø, om en hverdag hvor hun ikke følte, at hun lærte noget, og hvor hun ikke havde frokostpause.

Det hele kulminerede i, at hun blev tilbudt at skifte afdeling. Et tilbud, som hun tog imod.

”På den nye afdeling fik jeg en super god vejleder, og der var en helt anden kultur omkring modtagelse af elever. De var ikke kun vejlederens ansvar”, fortæller Maura Pires, der blev så glad for afdelingen, at hun er fortsat som afløser.

Selvom forholdene blev bedre, da hun skiftede afdeling, kontaktede hun alligevel på opfordring fra fagforeningen også den overordnede uddannelsesansvarlige i kommunen.

”Jeg tror, at de, der sidder øverst oppe, forestiller sig, at det hele kører, som det skal. Men folk på gulvet laver deres egne regler. Jeg kontaktede ikke kommunen for min egen skyld, men for de næstes skyld”, fortæller hun.

”Men tænk, at man skal sende en mail til kommunen for at få lov til at spise”.

Historien gentog sig

Mange steder har elever en dag om ugen eller en time om dagen, hvor de ikke skal tage sig af borgere og patienter, men kan koncentrere sig om teoretisk læring og refleksion. Sådan var det ikke på det plejecenter, hvor Maura Pires var elev – heller ikke på den nye afdeling.

”Der er en god afdelingsleder, men der er ting, hun ikke kan ændre på – blandt andet, at man skal arbejde i plejen i 37 timer om ugen uden tid til at læse og følge op på læringsmål. Jeg synes, at en arbejdsuge på 37 timer er for meget, når man skal læse ved siden af. Men hvis man i det mindste følte, man lærte noget, ville de mange timer give mere mening”.

Heller ikke praktik nummer to, der fandt sted i hjemmeplejen, gik helt som Maura Pires havde håbet.

”I den første samtale med min praktikvejleder og uddannelsesvejleder fortalte jeg, hvad jeg gerne ville arbejde med. Men de mente, at skolen havde givet mig en urealistisk forestilling om, hvor meget man ville få lov til selv”, fortæller hun.

”Jeg følte, at jeg blev betragtet mere som billig arbejdskraft end som elev, og at jeg skulle kæmpe for at få lov til at lære noget. Det blev bedre, men det er ubehageligt at skulle kæmpe, og jeg kan godt forstå, at de unge stopper eller melder sig syge i stedet for”.

Læs hele temaet om elever og praktik