Katja Skovhøj Holm og Simone Ryberg fra SOSU H havde lidt sommerfugle i maven, inden den første konkurrence. Men da først det gik løs, glemte de alt omkring sig og koncentrerede sig kun om opgaven.

Ros og anerkendelse stod i kø

SOSU-faget blev vist frem på fornemste vis under DM i SKILLS

Først kom alubyggerne, dernæst anlægsgartnerne, anlægsstruktørerne, autolakererne, automatikteknikerne og mange mange flere.

Til taktfaste klapsalver marcherede fag efter fag i alfabetisk orden ind over scenen i Bella Centerets kongressal under åbningen af DM i Skills.

Her skulle elever fra 45 fag som bager, elektriker, flisemurer, karosseritekniker, receptionist, slagter, SOSU-assistent, urmager osv. i løbet af tre dage konkurrere om at blive de bedste inden for hvert deres fag.

Men først og fremmest skulle fagene vises frem.

DM i Skills trak tusindvis af besøgende i løbet af de tre dage. Først og fremmest skoleelever, der her kunne få lov at komme tæt på fag, de måske allerede drømmer om eller møde fag, de aldrig havde drømt om eksisterede.

Hilsen fra regeringen

Under åbningen stod ros og anerkendelse i kø.

”Det er en fornøjelse at se, hvordan I bruger jeres kloge hænder og kloge hoveder”, sagde overborgmester Frank Jensen.

”På regeringens vegne: Tusinde tak, fordi I gør jeg umage”, sagde børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil.

”Selv tak!”, lød en stemme fra salen og løsnede lidt op for den højtidelige stemning.

Ægte begejstring

Da den officielle åbning var forbi, var det tid til endnu et hold prominente gæster, denne gang på selve SOSU-scenen.

Blandt andre formand for kommunernes Løn- og Personaleudvalg og borgmester i Høje Taastrup-kommune, Michael Ziegler bød velkommen.

”Hold op, hvor er jeg glad for at se jer!”, udbrød han i en ægte begejstring, der afspejlede den enorme mangel på faglært SOSU-personale, der tårner sig op i kommunerne.

Regionsrådsformand Anders Kühnau Region Midt, forsikrede, at også i regionerne ville der være massivt brug for SOSU-arbejdskraft fremover.

Bedste omsorg og pleje

Efter alle de mange fine ord, blev konkurrencerne blæst i gang. Mens blomsterdekoratørerne bandt brudebuketter, og slagterne skar småkød ud, skulle de fem dystende par SOSU-assistenter konkurrere om at yde den bedste omsorg og pleje i forskellige situationer.

Fra SOSU H deltog Katja Skovhøj Holm og Simone Ryberg, der foldede sig ud for fuld udblæsning, da det blev deres tur, og borgerne Karl og Maren med henholdsvis KOL og demens krævede deres opmærksomhed og professionalisme.

At Karl og Maren var skuespillere, og at der sad en kødrand af nysgerrige og overvågede deres arbejde, lod ikke til at røre dem, og Karl fik både omsorg og inhalationsmedicin trods afbrydelser fra Maren på jagt efter sin afdøde ægtefælle.

Vinderne

I alt fem gange gik hvert hold på scenen, inden konkurrencen var afgjort.

Mike Kevin Olsen og Cecilie Holst Christensen fra SOSU Nord gik hjem med trofæet, der blev overrakt af selveste statsminister Mette Frederiksen, men alle fem par vandt dyb respekt.

Den helt store vinder skulle dog gerne være selve faget, der efter DM i SKILLS forhåbentlig har vundet en hel masse nye kloge hænder, hoveder og ikke mindst hjerter.

 

 

Katja Skovhøj Holm leverede både pleje og tryghed til borgeren Karl, der lige var startet op med permanent iltbehandling efter at have været KOL-patient i mange år.

  

Simone Ryberg var kommet på arbejde hos borgeren Maren, der havde begyndende demens og var blevet indlagt på en akut aflastningsplads efter ægtefællens død.

 

Over for SOSU-scenen havde SOSU-uddannelserne en stor stand, hvor de besøgende på kunne tale med både hjælper- og assistentelever og blandt andet afprøve en lang række hjælpemidler.