Foto: Henrik Frydkjær

Blev bedt om at betale 11 måneders løn tilbage

Havde Yasemin ikke fået hjælp af sin fagforening, kunne hun have stået med en nyfødt datter uden tag over hovedet.

Vi har lavet en fejl. Du har ikke været berettiget til løn i det sidste års tid, og du skal derfor betale hele molevitten tilbage.

I korte træk er det indholdet af det brev, social- og sundhedshjælperen Yasemin i august måned modtager fra sin arbejdsgiver, et privat hjemmeplejefirma i København.

Et krav på 200.000 kroner

Yasemin bliver ansat i firmaet i september 2019, fire måneder henne i sin graviditet.

Efter kun en uge i jobbet begynder hun at bløde og må efter lægens anvisning sygemeldes, indtil hun i marts 2020 føder en lille pige og går på barsel.

Under hele perioden har Yasemin fået fuld løn. Lige indtil den 1. august, hvor hun åbner brevet fra arbejdsgiveren, og jorden ryster under hende.

Arbejdsgiveren skriver, at udbetalingen af lønnen i de 11 måneder, der er gået, siden Yasemin meldte sig syg, var en fejl. Hun skal betale sin løn for hele perioden tilbage, og der vil ikke gå mere løn ind på kontoen, mens hun er på barsel.

Forklaringen er, står der i brevet, at Yasemin var ansat så kort tid før sin sygemelding, at arbejdsgiveren ikke kan få refusion for dagpengene.

Regningen til Yasemin lyder på godt 200.000 kroner.

Ingen penge til husleje

”Jeg var i chok. Jeg lever med én indtægt og har en datter. Hvordan skulle jeg betale min husleje, hvis jeg ikke længere fik løn? Og hvordan skulle jeg kunne betale så mange penge tilbage? Selvom jeg fik en afdragsordning, ville jeg jo have gæld til min arbejdsgiver i flere år”, fortæller Yasemin.

Forvirret og fortvivlet kontakter hun firmaet i håb om, at der må være sket en fejl.

Men det er der ikke, lyder svaret fra arbejdsgiveren, der blot foreslår Yasemin at søge kontanthjælp, hvis hun mangler penge til huslejen.

Kravet trækkes tilbage

I stedet for at søge kommunen om kontanthjælp, henvender Yasemin sig til FOA SOSU, dog uden for alvor at tro på, at det vil kunne gøre en forskel.

Men det gør det.

Fagforeningens besked til arbejdsgiveren er, at Yasemin efter overenskomsten skal have fuld løn under både sygdom og barsel, uanset om arbejdsgiveren kan få refusion eller ej. Kravet om tilbagebetaling skal derfor trækkes tilbage, og arbejdsgiveren skal blive ved med at udbetale fuld løn.

Den sidste mail i sagen kommer fra arbejdsgiveren: ”Jeg beklager. Vi trækker vores krav tilbage”.

En lettelse

”Da sagsbehandleren ringede fra fagforeningen, troede jeg næsten ikke på det. Jeg spurgte flere gange, om hun var sikker, og om jeg virkelig ville få løn måneden efter”, fortæller en glad og lettet Yasemin i telefonen fra Malmø, hvor hun bor med sin lille datter.

”Hvis jeg ikke havde været medlem af en fagforening, ved jeg virkelig ikke, hvad jeg havde gjort. Jeg har altid vidst, at jeg kunne søge hjælp, men det var først, da jeg stod midt i det, at det for alvor gik op for mig, at de i den grad var der for mig”.