Illustration Kamilla Wichmann

Fortæl, hvad du laver – ikke hvad du ikke laver

Hvis omgivelserne tror, at arbejdet på SOSU-området kun handler om nedre hygiejne, er det måske delvist faggruppens egen skyld?

”Mine venner tror ikke, jeg laver andet end at tørre røv”. ”Vi tørrer ikke kun røv på ældre”. ”Folk tror, vi tørrer røv hele dagen”. ”Vi tørrer ikke bare røv”.

Ovenstående er blot et beskedent udpluk af overskrifter på forskellige artikler fundet ved en simpel googlesøgning.

Umiddelbart kunne man tro, at artiklerne samlet set viser, at der er en udbredt opfattelse i befolkningen om, at SOSU-fagene alene handler om nedre hygiejne, men de viser også noget andet og måske endnu mere alarmerende, mener faglig sekretær i FOA SOSU, Janine Almy.

Overskrifter kommer ikke ud af den blå luft

Janine Almy er politisk ansvarlig for fagforeningens arbejde med faglighed og dermed optaget af, hvordan man rekrutterer flere unge til faget.

”Og det gør man i hvert fald ikke ved selv at gentage fordommene igen og igen”, advarer hun.

”Det er meget positivt, at vores faggrupper går i medierne for at gøre omgivelserne klogere på, hvad en hverdag på SOSU-området indeholder. Det skal de have stor tak for”.

”Jeg betvivler heller ikke, at nogle af vores kolleger møder de her fordomme i hverdagen, men man risikerer selv at være med til at cementere fordommene, hvis man gentager dem”.

”Jeg ved godt, at det ikke er den interviewede, der selv skriver overskriften på en artikel, men overskrifterne tager trods alt udgangspunkt i det, der bliver talt om, og de kommer sjældent ud af den blå luft”.

Fordomme må stå for egen regning

Som faglig sekretær arbejder man i fagforeningen på fuld tid, så det er længe siden, Janine Almy har arbejdet direkte med faget. Men hun er ikke i tvivl om, hvad hun dengang ville have sagt, hvis nogen havde spurgt, hvordan hun dog var havnet dér”.

”Selvom et spørgsmål måske rummer en skjult fordom, behøver man ikke at gribe fat i den. Jeg ville have fortalt, hvilket fantastisk fag det er. Et fag med en høj faglighed og en enestående mulighed for gennem pleje og omsorg at gøre en forskel, der har betydning for borgere, brugere og patienters helbred og livskvalitet”, siger Janine Almy og fortsætter:

”Hvad andre har af fordomme må stå for deres egen regning, og der kommer i hvert fald ikke noget godt ud af, at de bliver gentaget i én uendelighed. Og da slet ikke, hvis det er os selv, der gør det”.