Ernæringskonsulent Dorte Langgaard sammen med to af de seks superbrugere, Henning Vestbo og Adeba Desta, der begge er social- og sundhedshjælpere.

Superbruger i smørrebrød

Hvad er dyrlægens natmad, og hvordan løfter man en flad spegepølsemad til nye højder? Seks social- og sundhedshjælpere er blevet superbrugere i smørrebrød og skal være med til at brede den nye viden ud til kollegerne i hjemmeplejen i Gladsaxe.

I borgerens køleskab var der leverpostej, saltkød, løg og sky. Fire ingredienser, der sammen ville kunne blive til en himmerigsmundfuld i form af et stykke med dyrlægens natmad.

Det blev de bare ikke, og det var sådan det startede i hjemmeplejen i Gladsaxe - med en klage fra en pårørende.

For en småtspisende ældre uden appetit er anretningen vigtig, og med klagen kom der fokus på, at det med at smøre et stykke smørrebrød ikke er en kompetence, man er født med, men noget der skal læres.

179 stykker på en formiddag

Gladsaxe Kommunes ernæringskonsulent Dorte Langgaard har derfor med ildhu kastet sig over opgaven med opkvalificering af de medarbejdere, der hjælper ved frokostbesøg.

Ved sin side har hun seks social- og sundhedshjælpere, der en formiddag i maj guidet af to undervisere smurte sig igennem 179 stykker smørrebrød, der efterfølgende blev serveret for kollegerne. Og de seks er nu med i udviklingen af det materiale, der skal udbrede kompetencerne i hele hjemmeplejen.

Der er lavet billeder og instruktionsvideoer af de forskellige typer smørrebrød – kød, fisk, udskåret, blødt, festmad osv. Dorte Langgaard er på vej med plakater og en undervisningsmappe og drømmer også om en app, men hendes vigtigste våben i kampen for udbredelse af viden om anretning af smørrebrød i hjemmeplejen er de seks social- og sundhedshjælpere, understreger hun.

”Jeg kunne ikke gøre det her alene – det er noget, vi gør sammen”.

Pynt før udskæring

To af de seks er Abeba Desta og Henning Vestbo.

Abeba Desta stammer fra Etiopien og er ikke vokset op med smørrebrød, men manglende viden om anretningen er ikke kun et spørgsmål om nationalitet.

”Det handler også om alder og baggrund. Hvis man er vokset op uden at skulle forholde sig til, hvad der blev serveret og måske foretrækker pizza, så ved man ikke ret meget om smørrebrød”, siger Henning Vestbo.

Han har også selv lært noget undervejs, selvom han i kraft af både alder og nationalitet er vokset op med smørrebrød og troede, at han vidste det hele.

”Nu ved jeg, hvordan man pynter udskåret smørrebrød, så det ser ekstra appetitligt ud. Det bliver pænere, hvis pålæg og pynt kommer på, efter brødet er skåret ud. Det havde jeg ikke tænkt på”, fortæller han.

Med et stykke velsmurt smørrebrød følger ikke bare for eksempel løgringe, sky eller karse, men også en god portion faglig stolthed, mener Adeba Desta. 

”Vi skal jo ikke bare gøre vores arbejde, vi skal gøre det godt. Det er os, der skal forebygge vægttab hos småtspisende borgere. Alle ældre mennesker fortjener en god rugbrødsmad”, slår hun fast og bakkes op af Henning Vestbo der er overbevist om, at det nye fokus på anretning er kommet for at blive.

”Når borgerne tager imod maden med kommentarer som ’hvor ser det lækkert ud’, så bliver man ved at stræbe efter tomme tallerkener”, forudser han.

Der er tid nok

Med kort tid til et frokostbesøg, hvor der også skal ryddes op efter morgenmad, kan der ikke smøres festmad hver dag, men tid skal ikke være en undskyldning for ikke at smøre appetitlig hverdagsmad, mener Adeba Desta, der er blevet mere opmærksom på at huske pynt som for eksempel karse, når der bestilles varer.

”Hvis vi har det hele i køleskabet, tager det ikke længere tid at smøre et godt stykke smørrebrød end at smøre et kedeligt stykke”, siger hun, mens Dorte Langgaard nikker ivrigt.

”Den største fornøjelse ved det her er, at de seks, der skal hjælpe mig med at få det bredt ud i hele hjemmeplejen, går lige så meget op i det, som jeg selv gør".

Spørger man Dorte Langgaard, hvornår hun forventer at være i mål, lyder svaret, at det er en proces, der bliver ved. Vejen til opkvalificering af 139 eksisterende medarbejdere og introduktion af nye er lang, og opskriften på, hvordan det skal gøres, er under udvikling, men de seks superbrugere vil blive ved med at være en del af arbejdsgruppen, understreger Dorte Langgaard.

”Dem kan jeg slet ikke undvære”.


 

10 tip til smørrebrød og anretning

  • Brug rigeligt med smør, og smør helt ud til kanten af brødet til småtspisende og borgere med lav vægt.
  • Skrab smørret eller brug et mere magert produkt til borgeren med god appetit.
  • Dæk brødet med pålæg for at få så meget protein som muligt. Det giver samtidig en pænere servering.
  • Anret vådt pålæg som for eksempel sild i små skåle for at undgå, at brødet bliver vådt, hvis maden ikke serveres med det samme.
  • Brug glas og porcelæn til anretning i stedet for plastic.
  • Anvend blødt pålæg til ældre, der har svært ved at tygge.
  • Hvis borgeren skal have maden skåret ud, så skær brødet ud først, og læg derefter pålæg og pynt på hvert stykke brød.
  • Hvis appetitten er lille, er det en god ide at servere kvarte stykker. Det gør opgaven mere overskuelig, og variation kan øge appetitten.
  • Lad borgerens ønsker til pålæg, sammensætning og pynt være i centrum.
  • Tænk lune retter ind som variation – fx suppe eller en lun frikadelle.

 

Kilde: Dorte Langgaard