• Læs op
• Udskriv

En af de første, der gik på talerstolen efter formand Mari-Ann Petersens beretning til fagforeningens generalforsamling den 21. november 2018, var Vibeke Jensen, fællestillidsrepræsentant i Sundheds- og omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.

Hun havde lyttet til Mari-Ann Petersens gennemgang af, hvordan nu også arbejdsgiverne har indset, at der skal ske en indsats for at skaffe flere medarbejdere til social- og sundhedsområdet og fastholde dem, man har. Men arbejdsgiverne lader ikke ord følge handling, mente Vibeke Jensen.

”Det hænger simpelthen ikke sammen med, at der bliver brugt flere og flere timer på tilkaldevikarer – timer, der kunne veksles til adskillige årsværk, hvis man valgte at fastansætte folk i stedet for”.

”Vikarerne har jo vilkår, som gamle dages daglejere. De bliver ansat om morgenen og fyret igen om eftermiddagen”, sagde hun og kom med en opfordring til forsamlingen.

”Vi skal have en kultur ude på arbejdspladserne, hvor I råber op, når I oplever, at vikarerne kommer igen og igen. Vi mangler hænderne, så vi glæder os selvfølgelig over, at vikarerne kommer, men det ville klæde os, hvis vi hjalp dem med at få nogle rettigheder”.

Presser fastansatte

Faglig sekretær Charlotte Von Mehren erklærede sig enig og tilføjede, at de mange ofte ufaglærte, timelønnede er med til at presse de stadig færre fastansatte, der må påtage sig et alt for stort ansvar og mange ekstravagter.

Også plejehjemsassistent Ismail Abu Zahrah fra Brøndby Hjemmepleje gik på talerstolen.

”Med de arbejdsforhold, der er i dag, er der mange, der hellere vil være vikarer”, mente han og blev bakket op af faglig sekretær Eva Lorenzen, der netop havde holdt møde med en gruppe vikarer tilknyttet psykiatrien.

”Jeg spurgte dem, hvad der drev dem, og de svarede, at det simpelthen er for hårdt at være fastansat. Kampen for flere fastansatte handler derfor også om en kamp for et bedre arbejdsmiljø”.

Camilla Pedersen, der senere på aftenen blev valgt til fagforeningens bestyrelse, slog fast, at deltidskulturen, og herunder den omfattende brug af vikarer, er skræmmende.

”Hvis vi accepterer en daglejerkultur, taber vi kampen og ender som i Tyskland, hvor alt for mange ikke kan leve af ét job”, mente hun.

Også lyspunkter

Selvom debatten på generalforsamlingen i høj grad var præget af fortællinger om dårligt arbejdsmiljø og tidspres, var der også lyspunkter.

Et af dem kom fra Mona-Lise Nørgaard, der gik på talerstolen for at fortælle, at hun har verdens bedste arbejdsplads:

”Jeg har aldrig haft det så godt, som jeg har det i hjemmeplejen i Rødovre. Det her fag er fandeme værd at kæmpe for!”

• Læs mere fra generalforsamlingen