Kommunale tillidsrepræsentanter til møde i fagforeningen med præsentation af overenskomstresultatet.

Der er penge i stemmer

Alle FOAs afdelinger konkurrerer om at få den højeste stemmeprocent ved afstemningen om OK18. Din stemme kan være med til at sikre fagforeningen 50.000 kroner til et arrangement for medlemmerne.

”Det er medlemmerne, der bestemmer, om resultatet er godt eller dårligt”.

Formand Mari-Ann Petersen har for længe siden sat sit kryds i overenskomstafstemningen, og hun har aldrig været i tvivl om, at hun ville stemme for overenskomsten.

Alligevel lægger hun vægt på, at det vigtigste er, at så mange medlemmer som muligt vælger at bruge deres stemme – uanset resultatet. 

Flere grunde til at stemme

Fagforeningen konkurrerer med de andre FOA-afdelinger om at opnå den højeste stemmeprocent. Præmien er 50.000 kroner til et arrangement for medlemmerne, men Mari-Ann Petersen går først og fremmest efter en høj stemmeprocent af hensyn til signalet, understreger hun.

”Det handler om at vise respekt over for forhandlerne og den tid, de har brugt på at nå et resultat. Men det handler først og fremmest om, at vi med en høj stemmeprocent viser, at vi mener det alvorligt, når vi siger, at arbejdsmarkedet skal reguleres af forhandlede aftaler og ikke gennem lovgivning, som det skete med lærernesarbejdstid i 2013”.

”Hvis man ikke synes, at 6,81 procent i generelle lønstigninger til alle, er et godt resultat, skal man selvfølgelig stemme nej, men man skal stemme”.

Lokale møder

Afstemningen kører frem til 4. juni, og undervejs afholder lokale tillidsrepræsentanter og fællestillidsrepræsentanter flere steder lokale møder med gennemgang af resultaterne.

Et af de lokale møder fandt sted i Gladsaxe, hvor faglig sekretær Janine Almy præsenterede det kommunale forlig for de fremmødte, der – formentlig på grund af det bragende solskin udenfor – kunne tælles på en enkelt hånd.

Også Janine Almy fremhævede vigtigheden af at bruge sin stemme, men heller ikke hun lagde skjul på, hvad hun selv har stemt:

”Jeg har stemt ja. Jeg har været i faget siden 1989, og jeg har aldrig fået så store lønstigninger før”, sagde hun.

Mister retten til brok

Janine Almy fremhævede de generelle lønstigninger som det absolut vigtigste, men nævnte også højere ulempeydelser og pension af tillæg som væsentlige, og en tilhører supplerede med at rose, at der ikke er pillet ved seniordagene trods arbejdsgivernes bestræbelser på det modsatte.

Fællestillidsrepræsentant Gitte Lea Fromholt rundede mødet af med en utvetydighed opfordring:

”Brug nu jeres stemme. I kan ikke komme og brokke jer bagefter, hvis I Ikke stemmer”.