Foto: Mark Knudsen/Monsun

Øjenkontakt på fuld tid

Mette Bruun Vorborg er social- og sundhedsassistent med speciale i øjensygdomme

På en god dag kan Mette Bruun Vorborg nå at se dybt i 40 par øjne på en dag.

Mette er social- og sundhedsassistent på Rigshospitalets øjenklinik i Glostrup, hvor hun har været i fem år efter tidligere at have været 12 år på en fødegang.

”Jeg havde lyst til, at der skulle ske noget nyt. Jeg var 43 år, så hvis jeg skulle skifte speciale, skulle jeg ikke vente for længe. Planen var ikke, at jeg lige præcis ville arbejde med øjne, men da jeg så stillingen her, syntes jeg, at det lød superspændende”.

Og det er det, forsikrer Mette, hvis "speciale i specialet" er børn, skelen og neurologiske patienter.

Hendes primære arbejdsopgaver er scanning og fotografering i forbindelse med undersøgelser af synsnerve og nethinde samt måling af elektriske signaler i nethinden ved hjælp af elektroder på øjet (ERG), så der er ikke mange af erfaringerne fra børneafdelingen, hun har kunnet tage med sig.

”Det har taget virkelig lang tid at komme ind i specialet, selvom man jo tænker, to øjne – hvor svært kan det være?. Men det er svært, og det kræver masser af øvelse. Alene at blive oplært i at montere elektroderne på øjet i forbindelse med ERG’en tager et halvt års oplæring”.

Ved aldrig, hvor langt man kommer

Møderne med de voksne patienter er oftest korte og koncentreret omkring en scanning eller et billede.

Børnene derimod kræver længere tid, og det er dem, der i al deres uforudsigelighed gør, at Mette beskriver sit arbejde som først og fremmest afvekslende.

”Der er ikke to dage, der er ens, og man ved aldrig, hvor langt man kan komme med sin undersøgelse. Det gælder om at have så godt styr på sine rutiner, at man er i stand til at fravige dem. Den overlæge, jeg samarbejder med omkring børnene, plejer at sige, at børn skal undersøges lige så godt som voksne. I udgangspunktet skal de have den bedste undersøgelse med det bedste apparatur, men det lykkes ikke altid”, fortæller Mette.

Hun fremviser en lille tråd med elektroder, der lægges ind på selve øjet, og den slags er det selvsagt ikke alle børn, der vil lægge øje til.

”Vi bedøver øjet først, så det gør ikke ondt, men vi kan ikke fjerne fornemmelsen af berøring. De helt små børn kan vi ikke undersøge på denne måde, og nogle gange lykkes det heller ikke, selvom børnene er ældre. Men så må vi lægge elektroderne under øjet i stedet for. Det er en udfordring, hver gang man går ind til et barn, så det holder aldrig op med at være spændende”.

Kræver stor tålmodighed

Det er børnene, der er Mettes yndlingspatienter, men en yndlingsopgave har hun ikke.

”Det kan være en drypning, der går godt, eller en vigtig scanning. Bare det, at man får gjort dem trygge ved det, der skal foregå”.

Ved spørgsmålet om, hvorfra hun har fået sine pædagogiske kompetencer, tænker Mette lidt, før hun svarer:

”Det har jeg aldrig tænkt på. Man skal være meget tålmodig – den tålmodighed har jeg nok først fået med alderen. Og så skal man være klar og tydelig. Det nytter ikke noget at sige til barnet, at det ikke gør ondt, hvis det gør ondt. De øjendråber, vi bruger, svier desværre – det er man nødt til at være åben om. Man skal kunne fornemme, hvad der foregår i rummet, også mellem barn og forældre, og så skal man have styr på sine ting. Hvis barnet fornemmer, at man er på usikker grund, kommer man ingen vegne, men er man klar og tydelig, kan man nå rigtig langt”.

  

------------ 

 

Fakta om

Øjenklinikken

Øjenklinikken i Glostrup er en del af Rigshospitalets øjenklinik, der har i alt 350 medarbejdere, heraf 14 social- og sundhedsassistenter. Patienterne kommer fra hele Region Hovedstaden og Grønland.

 

Symposium

Mette Bruun Vorreborg deltog oktober i et fagligt symposium i Tyskland for at stifte bekendtskab med noget af den nyeste teknologi inden for øjenundersøgelser. Mette havde fået støtte af fagforeningen til sin deltagelse i symposiet.