Foto: Mark Knudsen/Monsun

Tillidsvalgt: "Jeg tør godt være alene med mine holdninger"

Peter Scott Jensen, 35 år, er arbejdsmiljørepræsentant i Hjemmeplejen Vesterbro/Kgs. Enghave/Valby

Jeg blev arbejdsmiljørepræsentant, fordi der ikke var andre, der ville, men jeg ville gerne og blev også opfordret af mine kolleger. Jeg tør godt være alene med mine holdninger og udfordre ledelsen. Jeg ville helst have været tillidsrepræsentant, men ville ikke vælte den siddende og er heller ikke ”kendt” nok, fordi jeg er aftenvagt.

Folk, der ikke kender mig, kan måske godt opfatte mig som en, der er lidt småsur og firkantet. Jeg kan godt lide at tage et andet standpunkt end flertallet for at få nuanceret tingene og få en diskussion i gang. Men jeg har efterhånden fundet ud af, at man fanger flere med honning end med eddike, og at jeg ikke behøver at have en holdning til alt.

Jeg hader, når folk siger ”sådan er det bare” eller ”sådan har vi altid gjort”. Hvis man ikke udfordrer dét, er det det samme som at give op. Med jeg diskuterer ikke så meget med ledelsen, som jeg tidligere har gjort. Efter jeg er kommet med i MED, kan jeg se, at min leder faktisk gør, hvad han kan, inden for de rammer han er underlagt. Nogle gange går man ud af et møde med noget andet, end man gik ind med, og det kan være svært altid at få formidlet nuancerne.

Jeg har været her i 9 år, men er blevet ansat 6-7 gange undervejs i forskellige vikariater og nu i et fast job. Jeg har også været helt væk for at uddanne mig til kok, men i køkkenet på et stort hotel i julefrokostsæsonen finder man ud af, hvor godt vi faktisk har det i hjemmeplejen. Nu er de holdt op med at købe afskedsgaver til mig, for de ved, at jeg altid kommer tilbage.

Faget har fået en lidt kedelig rolle, hvor vi nogle gange skal gøre plads til folk, der ikke har lysten og engagementet, og hvor det er de negative, der bliver kulturbærere. Vi bruger en masse tid på at tale om, hvor travlt vi har. Men selvfølgelig skal der også være en ventil, så folk får lov at brokke sig. Jeg prøver kun at stoppe det, hvis det bliver personligt.

Jeg synes også, vi taler for meget om løn. Selvfølgelig er der nogle, der får for lidt i forhold til, hvor meget de knokler, men der er også nogen, der får for meget. Hvorfor skal vi stige automatisk, fordi vi bliver ældre? Det bliver vi jo ikke hurtigere af.

Tidligere arbejdede jeg meget for at tjene mere, men det gør jeg ikke længere, for jeg synes, at når man har påtaget sig rollen som arbejdsmiljørepræsentant, bør man også gå foran med et godt eksempel, så jeg tager ikke dobbeltvagter længere.

Jeg tror ikke, det gør den store forskel for mine kolleger, at jeg er blevet arbejdsmiljørepræsentant. Jeg ville jo have sagt min mening alligevel, for jeg kan ikke lade være.