• Læs op
• Udskriv

Social- og sundhedshjælper Inge Falck Jørgensen må hver morgen og aften tage stærk smertestillende medicin for at kunne passe sit arbejde på et plejecenter. I ferien kan hun klare sig uden medicinen, men så snart hverdagen kalder, må Inge Falck Jørgensen igen i pilleglasset.

Sådan har det været siden 2001, hvor en beboer på plejecenteret som så ofte før skulle hjælpes om på siden.

”Idet jeg vender hende, kommer et smæld i bækkenet og ned i det ene ben”, fortæller Inge, der fik en bækkenløsning og deraf følgende kroniske smerter.

Selvom skiftende afdelingsledere gennem årene har udvist meget forståelse, har der også været skelet til det voksende sygefravær. Og i 2016 meddelte arbejdsgiveren, at det var på tide at inddrage Inges hjemkommune og få noget hjælp, så hun kunne beholde sit arbejde på 32 timer pr. uge.

”Beboerne bliver jo tungere og tungere, og det betyder, at jeg oftere og oftere må kalde på en kollega, fordi jeg ikke kan klare beboeren alene. Arbejdspladsen har strakt sig langt for at beholde mig, men jeg ved ikke, hvor længe min krop ville kunne blive ved med at holde”, fortæller hun.

Sagde først nej

Hvis en medarbejder på grund af en funktionsnedsættelse har behov for hjælp for at kunne varetage sit job, kan jobcenteret yde tilskud til en personlig assistent i op til 20 timer pr. uge.

Sammen med arbejdspladsen fandt Inge frem til, at behovet for aflastning i forbindelse med tunge beboere og håndtering af linned og andet tungt var 6,5 timers assistance pr. uge. Men efter en lang sagsbehandlingstid lød beskeden fra hjemkommunen, at det blev et nej – ud fra den begrundelse, at Inges funktionsnedsættelse ikke blev anset som varig.

”Det accepterede min tillidsrepræsentant heldigvis ikke. Hun mente, at fagforeningen skulle inddrages i sagen”, fortæller Inge.

FOA Social- og Sundhedsafdelingen fik sagen overdraget og klagede over afslaget. Argumentet i klagen lød, at der er tale om en både betydelig og varig funktionsnedsættelse, og at Inge ifølge lovgivningen på området har ret til at blive kompenseret for sit handicap.

Og endelig – 17 år efter den oprindelige skade, og 17 måneder efter ansøgningen om en personlig assistent, faldt en ny afgørelse, hvor Inge fik bevilget de 6,5 timers hjælp.

”Det at jeg får hjælp en dag om ugen betyder, at jeg kan undvære noget af den smertestillende medicin. Jeg ville helst have de 6,5 timer fordelt over alle arbejdsdagene, men det kan ikke lade sig gøre. Min leder planlægger, at hjælpen ligger på den 3. arbejdsdag eller efter en weekend ”, forklarer Inge, der nu forsat kan passe det arbejde, hun er så glad for.