Næstformand Tina Græsted

Besparelser går ud over tilliden

Langt fra alle har tillid til, at den offentlige sektor kan sikre en værdig alderdom, viser ny meningsmåling.

Befolkningens tillid til, at det offentlige kan sikre dem en værdig alderdom, er svigtende. Det viser en ny meningsmåling foretaget af Megafon for tænketanken Cevea.

På spørgsmålet ”i hvor høj grad synes du, at den offentlige sektor i dag er i stand til at sikre en værdig alderdom”, svarer en tredjedel ”i mindre grad” eller ”slet ikke”.

Ikke overrasket

Tallet overrasker ikke næstformand i FOA Social- og Sundhedsafdelingen Tina Græsted efter læsning af de budgetforslag, der i øjeblikket behandles i fagforeningens 18 kommuner og i regionen.

”Over en bred kam er der lagt op til omfattende besparelser på de ydelser, vores medlemmer leverer. Som sædvanlig, havde jeg nær sagt. Besparelser forringer velfærden år efter år, og selvfølgelig påvirker det befolkningens tillid, når vi hører om borgere, der kun får gjort rent hver tredje uge, eller som ikke kan komme i bad”, siger Tina Græsted.

”I virkeligheden er jeg nok mest overrasket over, at der faktisk er en fjerdedel, der stadig mener, at det offentlige kan sikre dem en værdig alderdom. Det tror jeg, vores medlemmer kan tage en stor del af æren for. Fordi de rent faktisk formår at gøre en forskel i så mange borgeres liv trods helt urimelige vilkår”.

Kommende valg

Ansvaret for, at kommunerne igen svinger sparekniven over velfærden kan ikke alene pålægges kommunalpolitikerne, mener Tina Græsted.

”Helt horribelt er det jo, at mange kommuner både kan og vil gøre det bedre, men bliver holdt i stramme økonomiske tøjler af en regering, der stolt viser velfærdssamfundet frem, når der er besøg fra udlandet, men gør alt for at forringe det til hverdag”.

”Senest i juni næste år skal vi have folketingsvalg. Så har vi chancen for at handle på den manglende tillid til velfærden og stemme på et parti, der vil forbedre og ikke forringe den”, opfordrer hun.

Bak op

Den 6. september kl. 17.30 – 18.30 demonstrerer en række faglige organisationer på Rådhuspladsen i København under parolen ”Stør byens velfærd – politik og budgetlægning er for vigtig til at overlade til politikerne alene”.