Elever vil spare op til pension

Elever på sosu-uddannelserne kan ligesom deres færdiguddannede kolleger påvirke de kommende overenskomstforhandlinger ved at stille krav til overenskomstens indhold. Hos et hold elever på grundforløb på SOSU C i Herlev står krav om pensionsindbetaling i elevtiden øverst på listen.

 

Omsorgsdage, fagbøger som del af uddannelsesaftalen, tillæg, voksen-elevløn til alle over 25 år, pension ...

Ideerne står i kø, og snakken går denne onsdag formiddag, hvor har et hold elever på grundforløb 2 på SOSU C i Herlev har inviteret fagforeningen på besøg for at tale om overenskomst.

Selvom eksamen venter lige om hjørnet, og der derfor er rigeligt andet at tage sig til, er lysten til at bidrage med ideer til indholdet af ny overenskomst stor.

Overenskomsten skal være forhandlet på plads med arbejdsgiverne i 2018, men inden forhandlingerne kan gå i gang skal medlemmerne høres, og det er det, der er gang i i Herlev i dag.

Det vigtigste

”Vi er her for at høre, hvad der rører sig blandt jer og for at give jer medindflydelse”, forklarer Sophie Fanney Blauner fra FOA Social- og Sundhedsafdelingen.

Og hun får, hvad hun er kommet efter. Listen med ideer vokser på tavlen, og da alle på holdet har været forbi for at markere, hvilke tre krav de hver især vægter højest, er der tre, der træder frem: Pensionsindbetaling i elevtiden, voksen-elevløn til alle over 25 år og en overgangsydelse fra grundforløb 2 til hovedforløb.

I sidste ende er det FOAs hovedbestyrelse, der tager stilling til, hvilke af de indkomne krav, der skal bæres videre til de egentlige forhandlinger.  

Hvad mener du selv?

Hvis du er elev og ønsker indflydelse på din overenskomst, kan du skrive til FOAs landselevbestyrelse senest den 25. september eller til fagforeningen senest den 13. september. Du kan finde inspiration til formulering af krav i debatoplægget herunder: