Fejl i lønudbetalingerne i København

FOA Social- og Sundhedsafdelingen får lige nu en del henvendelser fra medlemmer, der ikke har fået udbetalt deres søgne-helligdagstillæg for jul/nytår 2015 med januar-lønnen. Fagforeningen arbejder på at få løst problemerne og opfordrer medlemmer, der ikke har fået udbetalt tillæggene at kontakte deres tillidsrepræsentant

FOA Social- og Sundhedsafdelingen har i dag fået henvendelser fra medlemmer i Københavns Kommune, der i forbindelse med udbetalingen af januar-lønnen ikke har fået udbetalt deres søgne- helligdagstillæg for jul/nytår 2015.

Fagforeningen kender endnu ikke omfanget, men arbejder ihærdigt på at få et overblik over situationen. I den forbindelse har faglig sekretær Charlotte von Mehren fra fagforeningen netop sendt en e-mail til direktør for Økonomiforvaltningen, Mikkel Hemmingsen, og direktør Katja Kajser fra Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune og bedt om svar på, hvornår lønproblemerne – der har stået på i de sidste 10 måneder – stopper.

Charlotte von Mehren kontakter senere i dag Koncernservice og de ansvarlige for Københavns Kommunes vagtplansystem – KAS – for at finde en løsning.

NB: Hvis der er fejl i udbetalingen af dine søgne-helligdagstillæg (FO-dage) for jul/nytår 2015, så skal du kontakte din tillidsrepræsentant.