Mulighed for yderligere udbetaling af renter i arbejdsskadesager

Hvis du har haft en arbejdsskadesag og har fået tilkendt renter i forbindelse med erstatning for tabt erhvervsevne, kan det være, du har fået udbetalt for lidt i renter.

Indtil nu har forsikringsselskaberne/kommunerne betalt renter af nettobeløbet (beløbet efter skat). Højesteret har den 27. april 2022 afsagt en dom, som fastslår, at renter ved for sent udbetalt løbende erstatning for tab af erhvervsevne skal beregnes af bruttobeløbet (beløbet før skat).

Man er fx berettiget til renter af sin erstatning, hvis forsikringsselskabet har anket en afgørelse om erhvervsevnetab, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring har truffet, og Ankestyrelsen bagefter tiltræder afgørelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Den løbende erstatning udbetales først efter Ankestyrelsens afgørelse, og den tilskadekomne skal derfor have renter af det for sent udbetalte beløb.

Hvis du før den 27. april 2022 har fået udbetalt renter af erstatning for tab af erhvervsevne, kan du derfor have ret til at få yderligere rente udbetalt.

 

Følgende betingelser skal være opfyldt for at du er berettiget til yderligere udbetaling af renter:

  • Der skal være truffet afgørelse om, at du er berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne
  • Hele eller dele af erstatningen skal være udbetalt som en løbende erstatning
  • Erstatningen skal være udbetalt for sent.
  • Meddelelse fra forsikringsselskabet, kommunen eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om beregning af renter er sket efter  27. april 2019

 

Hvis du har fået erstatningen udbetalt af et forsikringsselskab eller kommunen, kan du kontakte dem, hvis du mener, at du ud fra ovenstående har krav på yderligere renter.

Hvis du har fået erstatningen udbetalt af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring behøver du ikke foretage dig noget, da de selv vil finde de sager, hvor man ud fra ovenstående har krav på yderligere renter.

Har du spørgsmål til ovenstående, eller har du brug for hjælp til at bede om yderligere renter, er du altid velkommen til at kontakte arbejdsskade- og socialteamet i FOA Randers.