Læserbrev: Pas på resterne af Dagplejen, før det er for sent

På Dagplejens vegne vil jeg gerne give udtryk for stor bekymring over det udspil Børneudvalget har fremlagt med besparelser, udsendt den 16. marts 2015. Særligt den uhyre korte høringsfrist, der er sat til den 27. marts 2015.

Den ene dag har vi hænderne oppe i begejstring over en fantastisk tilfredshedsundersøgelse i Gribskov kommune, hvor Dagplejen har fået et imponerende flot resultat - endda en højere score end sidste gang, tilfredsheden blev målt. Og nu, denne dag, er vi alle dybt rystede på grund af det forslag som Børneudvalget har præsenteret os for.

Jeg frygter først og fremmest for den pædagogiske kvalitet, idet dagplejepædagogerne i prioriteringskataloget ser ud til helt at forsvinde fra Dagplejen, som i stedet skal underlægges daginstitutionerne, der i forvejen skal spare på normeringerne. Dertil kommer, at der i prioriteringskataloget er lagt yderligere op til normerings-besparelser.

Dagplejen skal med andre ord underlægges institutionerne uden at der medfølger personale og penge.

Jeg er også meget bekymret for, at de lovpligtige tilsyn hos Dagplejerne vil blive ned- og bortprioriteret hvis de underlægges institutionerne, der i forvejen har nogle alt for hektiske hverdage. Dagplejens pædagogiske profil og tilbuddets karakter vil ganske enkelt forsvinde, hvis dagplejepædagogerne spares væk.
I dag har Gribskov kommune velfungerende gæstehuse og gæstedagpleje. I fremtiden, skal børnene i stedet passes i institutionerne ved sygdom, ferie og fravær hos dagplejerne. Hvis besparelserne bliver til virkelighed, frygter jeg, at forældrene på sigt fravælger Dagplejen, fordi den bliver institutionaliseret og dermed mister sin identitet og profil.

Jeg mener, at vi fortsat skal kunne tilbyde forskellige dagtilbud, fordi der er brug for mangfoldighed og mulighed for at vælge tilbud ud fra barnets behov. Forældre, der i dag vælger dagplejen, vælger jo netop det lille nære og trygge hjemlige miljø til.

De besparelser der lægges op til vil betyde, at fremtidens Dagpleje ikke længere vil være det tilbud disse forældre har valgt, og som Dagplejen lige har høstet point på i tilfredshedsundersøgelsen.

SÅ:
”Kære Politikere, ønsker I, at forældre skal have mulighed for at vælge dette tilbud i fremtiden? Hvis ja, og hvis tilbuddet skal bestå, bør I genoverveje disse voldsomme besparelser og kapacitetstilpasninger, så Dagplejen kan fortsætte med at være et selvstændigt tilbud”.


Med venlig hilsen
Charlott Nielsen
Fællestillidsrepræsentant for Dagplejen i Gribskov