Mandags Nyt uge 17

Denne uge starter i dejligt solskinsvejr, så de fleste af os bliver en anelse i bedre humør

Vi kan opleve at børnene er langt mere ude i det fri for at lege med hinanden og tumle glade rundt - det er forår og vi på vej til sommer.

Desværre hænger der også lidt mørke skyer hen over os. De børn der nu nyder det dejlige vejr, er måske i en pasningsordning eller i en skole, som er under et stort pres. Det er ikke alle steder, at der voksne nok til, at børnene kan komme ud og opleve verdenen udenfor. Desværre ser de kommunale budgetter ud til stadig at skulle spare rigtig mange penge.

Det samme gør sig gældende for de øvrige områder af FOA's faggrupper der arbejder indenfor f.eks. ældreområdet, hvor et bad samt rengøring en gang om ugen er en by i Rusland. For slet ikke at glemme vedligeholdelse af f.eks. skoler.

FOA's faggrupper løber så stærkt, at det er ufatteligt svært at passe sit arbejde, uden ens faglighed sættes under pres.

Derfor opfordrer vi jer alle til at deltage i snakken på jeres arbejdsplads omkring evt. nedskæringer / besparelser. Gør det klart, at NOK ER NOK, og at der ikke kan spares mere uden at vores velfærdssamfund er for nedadgående.

Uligheden er desværre også under pres. Flere falder for retten til dagpenge, hvilket kan betyde, at disse familier ikke vil kunne holde en ferie med oplevelser som de fleste andre.

Disse emner kommer sikkert også til at spille ind i den kommende valgkamp. Men hvornår kommer det valg. Nogen siger det kommer nu, og andre siger det kommer efter sommer. Men uanset hvornår, så overvej hvem der vil jer og jeres arbejdsplads det bedste.

Så blev vores overenskomster stemt igennem, med en højere stemmeprocent end sidst. Det er vi rigtig glade for idet det betyder, at flere har benyttet deres demokratiske ret. Tak til jer alle.

Nyd det gode vejr som fortsætter mange dage frem.

På FOA Nordsjællands vegne

Lene Lindberg
Afdelingsformand