Mandags Nyt uge 5

Penge til ældreplejen

Et stort tillykke skal lyde til vores herrer i EM-håndbold, det var flot selv om vi alle havde håbet på guld.

Der skal også lyde et stort tillykke til de elever, der har dystet i DM i Skills i flere dage i Ålborg, hvor FOA deltog sammen med andre faggrupper, så hermed en hyldest til både serviceassistenterne, de pædagogiske assistenter samt social- og sundhedsfagene.

Så tordner det derudaf i forhold til salg af DONG til det blakkede selskab Goldmand Sasch. Det er ikke godt for moralen, da firmaet faktisk for ca. et år siden var på listen over dem, der ikke ville betale skat.

Nogle Pensionsselskaber har derfor meddelt, at de vil sætte penge i Danmarks Energiselskab og vi skal huske det er Staten - altså Danmarks befolkning, der ejer Dong. Så det forløb vil vi følge med i.

I denne uge har vi fokus på den pose penge, der skal gå til vores ældrepleje. Vi syntes, de skal gå til flere ansatte. Det er et område vi har dårlige erfaringer med fra børneområdet, da de fik flere penge, for vi syntes at pengene gik til at lappe huller i økonomien med - for vi kan ikke se, at der er kommet flere ansatte.

Vi vil have flere ansatte, for der ikke er tid nok til at udføre et ordentlig fagligt arbejde.

Vi ved, at en vagt i hjemmeplejen kan betyde mere end 30 besøg på en aften, og så kan man jo spørge sig selv om det er i orden? Og nej det er det ikke, hverken for den der modtager hjælpen eller dem der udfører hjælpen.

FOA vil derfor henvende sig til de kommuner vi samarbejder med og stille dem spørgsmålet ”Hvad vil I bruge pengene til”?

I Helsingør har formanden for ældreudvalget allerede udtalt til Helsingør Dagblad, at han ønsker flere hænder og det er vi meget glade for.

Så rigtig god uge derude i frost og sne.

Med venlig hilsen
FOA Nordsjælland

Lene Lindberg
Afdelingsformand