Mandags Nyt uge 48

Denne uge vi lige er begyndt på, slutter med 1. søndag i Advendt og det betyder at det snart er jul.

Det er der nok mange af os, der allerede har opdaget, for der jules og pyntes nemlig allerede mange steder. Ud over at det er en hyggelig tid, så skal mange af os arbejde i julen. De der skal arbejde i julen, ved det forhåbentligt allerede. Uanset om man skal arbejde eller holde fri, ja så er der særlige arbejdstidsregler.

Vi vil derfor opfordre jer til, at I besøger FOA Nordsjællands hjemmeside, hvor I finder information om regler og rettigheder for lige netop julen. Vi vil i den forbindelse nævne, at det er en del af overenskomsten, som vi sikrer gennem en rigtig fagforening - altså FOA.

Her i weekenden kunne vi læse samt høre om en undersøgelse, der er foretaget blandt offentlige ansatte. Mere end halvdelen - deriblandt mange af jer - oplever slet ikke, at have tid til at udføre det daglige arbejde, hvilke ofte giver sygefravær.

I den forbindelse er der en politiker der udtaler, at det skyldes at vi yder mere end vi skal. Vi må ærlig talt sige, at vi blev vred over denne udtalelse. Det er jo ikke ham eller andre ansvarlige der f.eks. skal stå og fortælle, at halvdelen af børnene ikke kan komme ud i dag, fordi vi ikke er nok til at klæde alle børnene på med regntøj, i øvrigt er vi heller ikke altid nok til at holde opsyn. Det er heller ikke ham der skal stå og fortælle, at vi ikke kan sikre de ældre at komme ud i frisk luft hver dag, eller at vi ikke er nok til altid at være hos en døende.

Der er efterhånden en afmagt af, at vores faglighed lider, fordi vi ikke oplever at have tid nok. Det betyder, at mange ofte ikke syntes de har udført et ordentligt stykke arbejde, og det slider på vores personlighed, hvilket påvirker vores trivsel - og det i sig selv er ikke raketvidenskab. 

Vi tror, at dette emne vil optage både jer og os i FOA en del, og synes at vi sammen, skal gøre noget ved det.

God uge til jer alle. 

På vegne af politisk ledelse
FOA Nordsjælland
 
Lene Lindberg
Afdelingsformand