De to tillidsrepræsentanter og social- og sundhedsassistenter - fra venstre Mette Osberg og Tina Kruhl.
Fra venstre Mette Osberg og Tina Kruhl: Forud for generalforsamlingen håbede de begge at høre om deres arbejdsområder. Begge er social- og sundhedsassistenter og Mette arbejder på Sofiegården i Aalborg Kommune og Tina på Aalborg Universitetshospital i Thisted. (Se også foto-collage nederst.).
Foto: Inge-Marie Krøier

Generalforsamling: Fortæl os mere og sig hvem I er!

To tillidsrepræsentanter - Tina Kruhl og Mette Osberg deltog i FOA Nordjyllands ordinære generalforsamling 18. april 2023. De har både ris og ros til FOA Nordjyllands arrangement i Aalborg Kongres- og Kulturcenter. De fortæller, at omgivelserne, hyggen og maden var super, men de havde større forventninger til beretningen og så ville de gerne vide, hvem ”det der PL” (politisk ledelse) var – altså få sat navn på de ni, som sad på podiet

Få de ”nye” med

Mette havde eksempelvis trukket to kolleger med, som aldrig før havde været til en generalforsamling – og skal hun være helt ærlig, så er hun ikke sikker på, at de helt forstod alt, der blev sagt. For nye ville det være godt at få at vide, hvem der sidder i ledelsen og hvad de rent faktisk har ansvar for. Hun har selv erfaring med fagforeningsarbejdet og har derfor viden om de forkortelser, der bliver brugt, men som udenforstående var der meget indforstået fagforeningssnak.

Forud for generalforsamlingen håbede de begge at høre om deres arbejdsområder. Begge er social- og sundhedsassistenter og Mette arbejder på Sofiegården i Aalborg Kommune og Tina på Aalborg Universitetshospital i Thisted. Hun synes, det er vigtigt, at sygehuset i Thisted ikke bliver glemt i al den snak, der er om NAU. Der er besparelser på regionens område – der har vi brug for at vide, at FOA vil være der for medarbejderne.

 

Den sociale del var supergodt tilrettelagt
Begge har store roser til den sociale del af generalforsamlingen. De har hænderne helt oppe for omgivelserne og synes, den del var supergodt tilrettelagt og derudover var maden i top. Det var godt at spise og hygge i et lokale og holde møde i et andet. På den måde havde de mulighed for at sidde ved flere forskellige.

 

Flere detaljer tak

Både Mette og Tina mener, det vigtigt at deltage i generalforsamlingen og mærke stemningen. ”Jeg vil da gerne opdateres på, hvorfor jeg er medlem af FOA Nordjylland. Velkomsten var super og derfor var mine forventninger høje til selve beretningen. Det er på en generalforsamling, jeg forventer at høre, hvad der sker på regionens område. Jeg forventer at få ny viden med hjem, som jeg kan dele med mine kolleger. Desværre synes jeg det blev et alt for kort indlæg,” siger Tina en smule skuffet.

 

”Repræsentantskabet havde besluttet, at beretningen skulle være kort. Typisk ser man tilbage i tid i den skriftlige beretning og i den mundtlige ser man frem. I FOA Nordjyllands tilfælde handlede den mundtlige beretning om de målsætninger repræsentantskabet har besluttet sig for at arbejde med de næste to år. Under en mundtlig beretning er der altid mulighed for at stille spørgsmål eller kommentere – også på den skriftlige del. Det skal vi måske være bedre til at fortælle,” understreger næstformand Pia Pedersen.  (Til orientering kan den skriftlige beretning altid hentes på hjemmesiden 14 dage før generalforsamlingen.)

 

Flere til generalforsamling
”Der var jo mange detaljer i den skriftlige beretning. Det kunne sagtens give debat på en generalforsamling, hvis mere var en del af den mundtlige del. Derudover kunne det være fedt, hvis mange flere deltog i en generalforsamling – ikke kun tillidsvalgte, ansatte og pensionister,” fortsætter Tina. Hverken Mette eller Tina synes, det var kedeligt at deltage – de ville bare så gerne have lidt mere med sig hjem. Særligt er de bekymrede for de ’nye i klassen’ – måske går de derfra med en følelse af at vide for lidt for at forstå, hvad der bliver sagt og besluttet.

 

Siden nytår har cirka 1000 medlemmer deltaget ved møder i kommunerne, i regionen og til den ordinære generalforsamling. ”Tak til alle, som har deltaget i arrangementerne - også dejligt at Mette og Tina har givet os konstruktiv feedback på deres oplevelse. Det vil repræsentantskabet tage med til evalueringen, men vi kan ikke opfylde alle ønsker. Med knap 50 faggrupper i FOA Nordjylland, kan vi ikke gå i detaljen med alle i en beretning. Det er lettere at gøre til årsmøder  faggrupperne,” udtaler Pia Pedersen.

Generalforsamling i FOA Nordjylland 18. april 2023 

Glimt fra FOA Nordjyllands generalforsamling i AKKC den 18. april 2023.