Gæste-køkkenleder i Allinge Børnehus, Helle Maintz serverede mad for børnene, der ikke til dagligt nyder godt af en madordning. Især den bagte torsk var et hit
Foto: Jørgen True

Lækker og frisk frokost gør lykke

I Allinge Børnehus på Bornholm har børnene normalt to madpakker med hver dag. Men fredag under Folkemødet kom der en fristende madordning forbi.

Sukkersaltet, bagt torsk købt på havnen. Nye kartofler. Ærte-mynte dip. Hjemmekærnet dildsmør. Groft brød bagt på grillen. Frisk grønt i form af spidskål, gulerod, agurk og radiser. - Hvis man som gæst i Allinge Børnehus ikke allerede var frokostsulten, kunne man hurtigt blive det.

Børneinstitutionen serverer normalt ikke frisk mad for børnene, så fredag 13. juni kom der besøg af en fristende madordning i form af fire dygtige køkkenledere. De fire er medlemmer af enten FOA eller Kost & Ernæringsforbundet, og de tilbereder til dagligt mad i deres daginstitution som led i en madordning. Overraskelsen var en del af Folkemødet på Bornholm.

Mere mod på mad = færre konflikter

Én af dem var Helle Maintz fra daginstitutionen Svalen i Køge.

"Der er forskel på at servere mad for børn, som har en madordning - og for dem der ikke har. Er børnene vant til at få frisk frokost lavet på institutionen, er de mere modige og knap så bange for at prøve noget nyt," siger hun til FOA Nyheder 14. juni og tilføjer:

"Min erfaring er også, at hvis børnene får for lidt eller forkert frokost, så klasker de hurtigere sammen – og det udløser mere uro og flere konflikter."

Dagens vigtigste måltid

Frokost-besøget i børnehuset var arrangeret af FOA - med bl.a. Yvonne Herold, FOA/KLS - og Kost & Ernæringsforbundet for at gøre opmærksom på, hvor meget det betyder for børnene med en god madordning i daginstitutionerne.

Kun i seks af landets kommuner er frokost i institutionen en del af kerneydelsen for alle børnene. I 24 andre kommuner får kun vuggestuebørnene mad. I resten er der enten ikke noget reelt tilbud, eller forældrene skal stemme om det hvert andet år.

Læs også: Godt 500 køkkenjob i fare

"For nogle børn er den mad, som de får i daginstitutionen, det eneste sunde måltid om dagen. Samtidig er det et måltid, hvor alle sidder ved bordet og spiser sammen. Det får de travle familier ikke altid prioriteret," sagde sektorformand Gina Liisborg fra FOA.

"Måltidet har en stor værdi. Det mindsker uligheden blandt børnene. Derfor er det så ærgerligt, at madordningerne ikke er mere udbredte."

Adr - hvad er det dér?

Hos børnene i Allinge var gæste-køkkenlederne populære. Selv om der blev sagt "hvad er det?" og "adr" til radiserne, forsvandt lækkerierne hurtigt fra de gule plastictallerkener.

Et par af de større piger var ikke i tvivl:

"Jeg er glad for, at vi fik den mad. Fisken var god. De må godt komme igen”, sagde Nova.

"Det var hyggeligt at sidde sammen og spise," supplerede Rebekka.

Fakta

I Dagtilbudsloven står der, at "Alle børn skal have et sund frokostmåltid." Men kun seks kommuner har indført madordning til alle børn under skolealderen. De fleste kommuner har valgt at lægge beslutningen om madordning ud til forældrebestyrelserne, som har madvalg hvert andet år.

Ifølge FOA skaber det for stor usikkerhed både om børnenes forplejning og om køkkenpersonalets jobsituation.