Valby velkomst virkede

Et par hundrede KLSere ville altså godt lige se, hvad det er for et bofællesskab i Valby, deres fagforening er flyttet ind i. Så der var livlig trafik med busser, biler, cykler og gå-ben fra tog-stationerne Vigerslev og Valby hen til FOA-huset i Vilhelm Tomsens Allé 9 på Åbent Hus-torsdagen 17. oktober kl. 14-17.

”Det er et større hus end i Smallegade. Hvor finder jeg nu fagforeningen og a-kassen?” sagde mange ved synet af den gule murstensbygning i fire etager.

De 30 børn og mange voksne KLSere – samt et par håndfulde FOA-1 og PMF København Syd medlemmer – blev budt velkommen og vist A-kassen på niveau 2, KLS og PMF på niveau 3 og øverst oppe FOA-1 på niveau 4. Nogle tog elevatoren, andre valgte at gå op ad trapperne og ned igen.

De fleste nød nemlig at sætte sig i den store sal i niveau 1 - som hverken må hedde kælderen eller stueetagen! – For her var 20 borde dækket op med kagemænd, flag, boller og pølser med løg – som blev skyllet ned med alskens drikke samt sange og musik af klaver-blæksprutten Palle Krabbe.

- Jeg kan godt lide, at alle etagerne er så lyse med mange vinduer, glasvægge og åbne kontorer – så hver medarbejder ikke er lukket inde i sit støvede bur. KLS-gangen her virker mere åben og imødekommende med de hvidmalede vægge, røde søjler og store glasvægge i midten end huset i Smallegade, siger Jane Dippel Nielsen fra Tårnby.

- Ja, huset her er virkelig godt med lys fra mange vinduer. Jeg var først oppe at se KLS-gangen, den byder os venligt og imødekommende indenfor. – Men udenfor skal I altså få lavet en bedre indgang, siger Birte Vestergaard.

- Jeg har jo været med til at træffe KLS-beslutningerne om alle de tre seneste fagforeningshuse – i Nørrebrogade 7, Smallegade 14 og nu Valby, siger hun, der som rengøringsassistent har været næstformand i B&U Klubben og siddet i KLS-bestyrelsen.

- Det var nemt for mig at finde herhen. Jeg bor i Hvidovre og har jo kørt forbi FOA-huset mange gange.

- Ja, nemt nok at komme hertil med toget fra Husum til Valby. Og fint at gå fra Valby Station, vi fandt let vej, siger Thavee Larsen og Apoa Brandt.

Børn nød at få lavet ballondyr, og to unger vandt biografbillet og cafébesøg i skattejagten rundt i huset.

Mens Ellen, Mimi og medarbejdere nød at få velkomstgaven fra Monsuns layoutere og fotografer - En flot stort fotostat af aktive KLSere, der med gryder, skeer og rengøringsmopper foran Københavns Rådhus protesterer mod udlicitering af deres rengørings- og køkken-job.

Det første foto på KLS-gangen af medlemmer der slås for deres job!

Selv om det nu ikke lige var det, som Mimis ældste datter, Jasmin, lagde mest mærke til.

- Næh, hun kom hen og sagde til mig: ”Mor, kom lige her og se det store billede – ih, hvor ser du grim ud!” fortæller Mimi med et skraldgrin.