Læse- og skrive-kurser betaler sig

Kurser i at blive bedre til at læse, skrive og bruge computer gavner jobbet og giver medarbejderne selvtillid

Det viser en evaluering af uddannelsesindsatsen blandt 3.300 medarbejdere på plejehjemmene og i hjemmeplejen i København. – Flere medarbejdere er begyndt at dokumentere selv, de indberetter bedre og har samtidig fået mere tro på egne evner.

Siden 2011 har Sundheds- og Omsorgsforvaltningen testet medarbejdernes evne til at læse og skrive og bruge it. De prøveresultater viste, at godt 1.400 medarbejdere, altså 4 ud af 10 har brug for læse- /skrive-kurser. Mens ca. 900 eller hver fjerde har brug for kurser, der gør dem stærkere til at bruge computerne.

1.200 medarbejdere har allerede gennemført kurserne.

Nu også rengøringsmedarbejderne

Ud fra de gode resultater har Københavns Kommune besluttet – også at tilbyde ældreplejens rengørings-medarbejdere et kraftigt kompetence-løft.

Alle 400 rengøringsmedarbejdere i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen får nu tilbudt kursus i at lære rigtige arbejdsstillinger, når man gør rent, undgå at sprede smittebakterier, og blive bedre til at læse og skrive.

Alt efter behov kan den enkelte medarbejder få op til 30 dages undervisning - med 10 dages læse- og skrive-undervisning og 20 dages rengøringsfagligt kursus. 

- Nogle kollegaer er ret skeptiske. Men de fleste er så glade over, at de ikke mere skal slås for at komme på kursus. Det er bedre at springe på fremtidens tog – end at stå og se uddannelsestoget køre ens næse forbi, siger deres fællestillidskvinde Pia Nielsen.

Planen er, at rengøringsmedarbejderne bliver testet inden sommerferien – og så tilbudt netop de kurser, de har mest behov for. Så de bedre kan læse, skrive og bruge computer og internet til at løse deres rengørings-opgaver flottere.