Agurketid og frikadeller

Kommentar af Stine Andersen, bestyrelsesmedlem i FOA/KLS

Agurketid og frikadeller

Sommeren over har store dele af medierne været fyldt med indlæg om halal, svinekød og ’danskhed’.

Jeg synes blot, der har manglet nogle synspunkter fra os, som til hverdag står med fingrene i farsen – nemlig køkkenmedarbejderne.

Det er min opfattelse, at når man arbejder i et daginstitutionskøkken og skal beskæftige sig professionelt med mad, er det nogle helt andre områder, der skal fokuseres på.

Ingen børn vælger selv, hvilken kultur eller religion de vokser op i. For mig at se har diskussionen aldrig taget afsæt i en debat om ernæring, økologi, bæredygtighed, pædagogik eller allervigtigst - børnenes behov.

Det er heldigvis min erfaring, at den diskussion bliver taget i daginstitutioner og kommuner, og den dialog danner udgangspunkt for, hvordan man forvalter mad- og måltids-politikken i de enkelte institutioner.

Jeg kunne først og fremmest have ønsket mig, at man med den samme iver havde diskuteret vigtigheden af, at alle børn i landets vuggestuer, børnehaver og også gerne folkeskoler fik tilbudt velsmagende, sunde og økologiske måltider – og hvilket stort fremskridt det ville være for folkesundheden.

I langt de fleste institutioner med bespisning, med og uden svinekød, oplever børnene ikke en begrænsning i udbuddet af mad - tværtimod. De oplever, at blive præsenteret for et stort og varieret udbud af råvarer, tilberedninger, smags- og sanse-indtryk.

Og i ’vores institution’ får børnene, blandt meget andet, også både boller i karry og frikadeller. OK - det er tilberedt med mange grøntsager, både i farsen og sovsen, kødet kan være både okse, kylling eller kalv. Det er ernæringsmæssigt helt i orden – og vigtigst af alt: børnene er rigtig glade for det!

For mig handler mad og måltider nemlig om meget andet og mere end at blive mæt.

Det handler om glæden ved at spise sammen med andre, om at overskride grænser og prøve nyt. Om at lære at værdsætte mad og brød, som ikke er fabriksfremstillet. Værdier som man forhåbentligt vil tage med sig videre i livet – og som kan danne grundlag for en bedre madkultur end den, vi præsenteres for af fastfood-industrien.

Forhåbentlig vil ’vores børn’ på en eller anden måde huske på den mad og de forskellige smagsoplevelser, de blev præsenteret for i deres børnehave. Forhåbentlig vil de også senere kunne træffe et valg om at spise anden mad end den, som fastfood-industrien stiller til rådighed – hvad enten den er baseret på kylling, svin, okse eller krokodille.

Selvfølgelig er et daginstitutionskøkken ikke en restaurant, hvor man kan bestille, hvad man ønsker. Vores retningslinjer er først og fremmest Fødevarestyrelsens anbefalinger til fremstilling af mad til spædbørn og småbørn. Og det er utroligt tidskrævende at skulle håndtere forskellige typer af mad til f.eks. børn med allergier.

Til de mange velmenende journalister mv., som i debatten har udtalt: ”Hvor svært kan det lige være at tilberede flere forskellige slags retter”, kan jeg anbefale at aflægge besøg i et institutionskøkken. Man vil så ved selvsyn kunne konstatere, at køkkenarbejde ikke er hverken særligt godt normeret eller lønnet. Til gengæld er rigtig mange køkkener befolket af ildsjæle, som knokler røven ud af bukserne med at koge, stege, brase og bage sund og velsmagende mad til glæde for alle institutionens børn.

Stine Andersen

Medlem af FOA/KLS bestyrelsen og aktiv i køkkenfagligt udvalg

Agurketid - er en betegnelse for sommermånederne, hvor agurkerne modnes, og hvor nyhedsstrømmen er sløv. Derfor "opfinder" pressen ofte "nyheder" i denne periode