1.480 FOA-medlemmer har mistet deres dagpenge i 2013

I juli måtte 179 ledige i FOAs A-kasse sige farvel til deres dagpenge. I alt er 1.480 blevet ramt af dagpengestoppet i første halvår af 2013

For alle danskere er tallet 25.579, viser nye tal fra AK Samvirke.

En katastrofe

”Det er et katastrofalt højt tal. Og det er i den grad en katastrofe, at regeringen har ladet sig nøje med lappeløsninger, efter man fandt ud af, at mange flere ville miste deres dagpenge end først beregnet,” siger næstformand i FOA Mona Striib til foa.dk

Hun kritiserer blandt andet, at det kun er ordinære job, der giver genoptjening til dagpenge.

”Når man for eksempel er vikar i et jobrotationsprojekt, genoptjener man ikke dagpenge - det er uværdigt at behandle folk på den måde,” siger hun.

Mange vælger uddannelse

Som en del af den såkaldte akutpakke har ledige, som har mistet deres dagpenge, ret til en særlig uddannelsesydelse i 26 uger.

Blandt medlemmer af FOAs A-kasse er cirka 40 procent kommet på uddannelsesydelse, viser en opgørelse fra maj.

12 procent er kommet i arbejde igen; mens 20 procent hverken får løn eller offentlig ydelse.

Dagpengepolitikken har slået fejl

At 25.500 har mistet retten til at modtage dagpenge i første halvår 2013, kommer ikke bag på Verner Sand Kirk, direktør i AK-Samvirke. Han mener, dagpengepolitikken har slået fejl:

”Det har været surrealistisk fra starten, for man har gennemført en reform, som man påstod, ville have nogle helt andre effekter, end den har vist sig af have.”

”Der er ti gange flere, som mister dagpengene i år, end det man anslog, da man i sin tid lavede reformen. Omkring 1.500 mister hver måned retten til dagpenge”, siger Verner Sand Kirk.