Cecilie Volquartz Gejl og Malene Nørgaard Oberg Petersen
Igen vinder lokale SOSU’er regionsmesterskabet i SOSU Skills
Cecilie Volquartz Gejl og Malene Nørgaard Oberg Petersen fra Social & SundhedsSkolen, Herning har vundet regionsmesterskabet i SOSU Skills i Region Midtjylland
På vej til DM for femte gang i streg
For femte år i streg har elever fra Social & SundhedsSkolen, Herning kvalificeret sig til danmarksmesterskabet for social- og sundhedsassistentelever. To andenpladser og to førstepladser er det blevet til. Og nu har Cecilie Volquartz Gejl og Malene Oberg Nørgaard Petersen netop vundet regionsmesterskabet i SOSU Skills for Region Midtjylland, som i år blev holdt på hjemmebane på Social & SundhedsSkolen, Herning torsdag den 3. oktober 2019.
Dermed skal de to elever fra Social & SundhedsSkolen, Herning - ansat i henholdsvis Herning Kommune og Region Midtjylland - repræsentere den midtjyske region ved DM i Skills i Bella Center, København 16. - 18. januar 2020.
Forsvarende danmarksmester er klar til endnu en tur til DM
Holdånden og glæden over de flotte resultater er tydelige hos de fire unge social- og sundhedsassistentelever:
- Jeg er fuldstændig uden ord. Det er ubeskriveligt og bare mega fedt, siger Cecilie Volquartz Gejl.
Og lige netop Cecilie Volquartz Gejl ved, hvad hun taler om. For pt. er hun sammen med den daværende makker, Christa Riis forsvarende danmarksmester i SOSU Skills fra april 2019. Så hun ved om nogen, hvad der venter, når dørene bliver slået op til endnu et DM i Skills.
- Jeg er SÅ klar til endnu en runde, forsikrer hun midt i sejrsrusen, mens den nye makker Malene Nørgaard Oberg Petersen mener lige at have brug for et par dage til at forstå, at hun nu skal til DM.
Stolte andenpladsvindere
Ikke nok med, at Cecilie og Malene sikrede sig en plads ved DM i 2020.
Emma Skov Jensen og Lea Nielsen, også fra SOSU Herning, snuppede en flot andenplads og sikrede dermed skolen en klokkeklar sejr over eleverne fra SOSU Østjyllands to afdelinger i henholdsvis Aarhus og Silkeborg.
Andenpladsen vakte stor glæde hos de to unge SOSU’er, som virkelig havde udfordret sig selv ved at stille op.
- Jeg synes virkelig, at det er grænseoverskridende at stille sig op foran så mange mennesker og vise mit arbejde, men jeg gør det, fordi jeg synes, at vores fag fortjener at blive vist frem, fortalte Lea Nielsen umiddelbart efter konkurrencens afslutning.
- Og nu er vi bare mega stolte af os selv! Om vi fik en anden-, tredje- eller fjerdenplads; det havde ikke betydet det store. Jeg synes bare, at det er mega fedt, at vi har stået på den scene og gjort det, fortæller Emma Skov Jensen!
Top tre til regionsmesterskabet i SOSU Skills for Region Midtjylland blev:
1. Cecilie Volquartz Gejl og Malene Nørgaard Oberg Petersen, SOSU Herning
2. Emma Skov Jensen og Lea Nielsen, SOSU Herning
3. Frederikke Donvild og Mille Østergaard, SOSU Østjylland afd. Aarhus
DM i SOSU Skills afholdes i Bella Center, København den 16. - 18. januar 2020.
Se Pressemeddelelsen her