Ida Kaalund og Majbritt Dupont Brixen Jensen

Lokale SOSU’er fik en 2. plads ved DM i SOSU Skills

Ida Kaalund og Majbritt Dupont Brixen Jensen fra Social & SundhedsSkolen, Herning blev kåret som de 2. bedste social- og sundhedsassistentelever i Danmark

Det blev Sascha Saunte Porsbo Pedersen og Katja Mai Rønne fra SOSU Sjælland, som det næste år kan bryste sig af at være Danmarks bedste social- og sundhedsassistentelever.

Men set gennem lokale briller er det langt mere interessant, at Ida Kaalund og Majbritt Dupont Brixen Jensen fra Social & SundhedsSkolen, Herning kom lige efter og altså fik en flot og fortjent 2. plads ved SOSU-mesterskabet, som blev holdt sideløbende med DM i Skills i Gigantium i Aalborg 26.-28. januar 2017.

For de to glade Skills-deltagere har de tre dages intense konkurrencer i et menneskemyldrende Gigantium sat sine spor.

- Det har virkelig været hårdt; både fysisk og psykisk. Men det at man får så meget med sig herfra og selve oplevelsen af at være her, det vil jeg huske tilbage på, siger Majbritt Dupont Brixen Jensen, som blev færdiguddannet social- og sundhedsassistent i slutningen af efteråret.

Ida Kaalund skal ikke bruge meget betænkningstid for at svare på, hvad det fedeste har været ved DM-deltagelsen.

- Det er Majbritt! At der kan opstå så godt et venskab i løbet af sådan en konkurrence; det er fantastisk!

Ida Kaalund er elev på Holstebro afdelingen v/ Social & SundhedsSkolen, Herning og ansat i Region Midtjylland som et led i sin uddannelse.

Årets DM i Skills, som blev afholdt i Gigantium i Aalborg, trak mere end 56.000 besøgende, og cirka 300 unge erhvervsskoleelever stillede op for at vise deres absolut bedste skills.

DM i Skills 2018 afholdes i Herning Messecenter.

   

Senest redigeret den 30.01.2017 af Anne-Mette Røn Poulsen