Pressemeddelelse

Pressemeddelelse: Unødigt angreb på FOA

Det er med stor underen, at vi læser Struer kommunes pressemeddelelse ovenpå Sektorformand Grethe Nielsens udtalelser i DR MidtVest P4 den 25.2.2015.

Vores opfattelse af den meget aggressive pressemeddelelse er, at Struer kommune ikke har lyttet til indslaget overhovedet. Hvis de havde gjort det, ville de nok ikke have reageret med en sådan unødvendighed.

Alle der har hørt klippet på P4 har undret sig over, hvor Struer kommune hører, at Grethe Nielsen siger, at der kun var ufaglært arbejdskraft til stede på Svalegangen da en dement beboer blev skubbet omkuld, dette siger Grethe Nielsen ikke en eneste gang i interviewet. Tværtimod siger hun, at det ikke er ansvarligt, at der arbejder ufaglært arbejdskraft på en skærmet enhed, og at der ikke er en god nok normering tilstede på Svalegangen, hvilket personalet også har gjort opmærksom på.

Vi synes, at det er uprofessionelt, at rette et sådant angreb på en samarbejdspartner hvor der plejer at være et godt og sagligt samarbejde i hverdagen. Ligeledes synes vi, at det underligt at blive indkaldt til møde igennem en pressemeddelelse, det får det indtryk, at nu skal FOA sættes på plads en gang for alle og det vil Struer kommune godt lige fortælle befolkningen. På os har det den modsatte virkning.

Vi kan kun opfordre kommunens ledelse og ansvarlige politikere til at lytte til indslaget inden vi mødes med dem fredag den 6. Indslaget kommer umiddelbart efter George Michael kl. 08:13. 

Senest redigeret den 03.03.2015 af Anne-Mette Røn Poulsen