Helle Bøgh gør en masse for sine kolleger. Derfor har hun vundet en pris og kan se frem til en rejse til Kina med alt betalt.

Lokal dagplejer får TR-prisen

Fællestillidsrepræsentant og dagplejer Helle Bøgh har vundet LOs TR-pris for sit arbejde for kollegerne

På LO’s kongres den 25. oktober 2015, bliver Helle Bøgh Højland sammen med 3 tillidsrepræsentantkolleger fra andre LO-organisationer præsenteret og hyldet med TR-prisen.

Helle blev i 2000 valgt som tillidsrepræsentant for dagplejerne i Holstebro, og som fællestillidsrepræsentant i januar 2009.

Der er gennem årene skabt mange resultater til gode for dagplejerne i Holstebro. Bl.a. i forbindelse med centraliseringen af dagplejen og igangsætning af Naturdagplejere.

Helle er grundig, samvittighedsfuld, troværdig og imødekommende overfor medarbejdere/medlemmer og ledelse. Hun er rummelig og god til at lytte, ingen spørgsmål eller opgave er for lille. Det er en ære for Helle, at have sympati for dem, der ikke er så stærke. I dagligdagen er hun meget synlig og åben overfor medlemmerne. Har altid fingeren på pulsen og elsker det taktiske spil.

På grund af sit rolig væsen er hun en fantastisk konfliktløser og god til at forebygge konflikter. Hun er meget vellidt på alle niveauer, og gør et stort stykke arbejde i MED-systemet for at sikre medindflydelse helt ud i yderste led.

Hun sidder med i diverse arbejdsgrupper, bestyrelser og netværksgrupper, hvor hun er med til at skabe interesse om faglige spørgsmål og igangsætte/koordinere faglige aktiviteter på arbejdspladsen og i FOA – bl.a. gennem klubmøder, medlemsmøder og fyraftensmøder.

Hele tiden arbejder Helle for at reklamere for dagplejen og medlemskab af FOA. Bl.a. deltager hun på frivillig basis ved diverse byfester, Åben by osv. med ”hendes” stand – en pavillon med alt tilbehør i form af laminerede plancher, kogebøger, læreplaner m.m., der skal sælge dagplejen og FOA. Hun har oprettet en Facebook gruppe, hvor alle kan være medlem og få mere viden og dialog om fagbevægelsen.

Helle er en god lærermester for nye tillidsvalgte, som hun klæder på til opgaven. De kan altid komme til hende og få råd og vejledning.

For Helle er det en livstil, hvor hun 24 timer i døgnet tænker på at forbedre tilstandene.

Vi ønsker Helle hjertelig tillykke med TR-prisen, for det arbejde hun nu gennem årtier har udført som en aktiv og synlig bindeled mellem medlemmerne og FOA.

Læs også nyheden på Forbundets hjemmeside

Senest redigeret den 22.10.2015 af Anne-Mette Røn Poulsen