Pjece: Hold fast i jobbet

Muligheder for støtte til dig og din arbejdsplads

Måske er du allerede sygemeldt, eller måske frygter du at blive nødt til at sygemelde dig?

Du kan have svært ved at klare dit arbejde, du skal hele tiden bede om hjælp, eller du prøver at skjule dine vanskeligheder med at klare dine opgaver? Inderst inde ved du godt, at det ikke kan fortsætte på denne måde, men usikkerheden om, hvad der kan gøres i din konkrete situation forhindrer dig i at ændre på forholdene.

Når du har det værst, har du måske endda overvejet at sige din stilling op?

Denne løsning skal du ikke vælge. Der er støttemuligheder, som gør, at du kan fastholde dit arbejde på vilkår, som både du og din arbejdsplads kan være tilfredse med.

Det er vigtigt, at du får taget fat på problemstillingerne så hurtigt som muligt, så du får den nødvendige støtte og opbakning – såvel fra din arbejdsplads som din faglige organisation og jobcentret i din hjemkommune. Jo hurtigere I kan få taget fat på problemstillingerne, des bedre vil mulighederne være for at finde en egnet løsning til arbejdsfastholdelse.

Denne pjece vil orientere dig om, hvordan du skal forholde dig, hvis du af helbredsmæssige årsager bliver sygemeldt eller har svært ved at fastholde dit arbejde samt hvilke muligheder, du kan gøre brug af i forbindelse med arbejdsfastholdelse.

Du behøver ikke at kunne ordningerne udenad, men du kan bruge pjecen til at danne dig et overblik over dine handlemuligheder og drøfte dem med din tillidsrepræsentant, afdeling, sagsbehandler og leder.

Som FOA-medlem er du altid velkommen til at henvende dig i afdeling for yderligere vejledning.

Find pjecen "Hold fast i jobbet" som pdf-fil her

Senest redigeret den 21.10.2014 af Anne-Mette Røn Poulsen