Læserbrev: Hvor er logikken

Jeg har lyst til at spørge de ansvarlige politikere i de tre kommuner (Holstebro, Lemvig og Struer), vi som FOA afdeling dækker, om hvor lille den offentlige sektor skal være i deres kommuner?

FOA har i samarbejde med andre organisationer udsendt et brev til borgmestrene, med en opfordring til, at man bruger de penge der er sat af i de kommunale budgetter. Det viser sig desværre, at der på landsplan er sparet mere end 5,3 mia. kr. i kommunerne i 2012, penge der kunne være brugt på velfærd til gavn for den brede befolkning. Det viser sig desværre også, at 2012 ikke bare er en enlig svale, nej kommunerne har de sidste år sparet og skåret ned, så de kommunale kasser bugner af penge.

Når vi kigger på vores 3 kommuner, kan vi konstatere, at Holstebro kom ud af 2012 med et overskud på hele 51,5 mio. kr., Lemvig med 31,9 mio. kr. og Struer havde et overskud på 43,2 mio. kr. penge der kun skal bruges til at styrke kassebeholdningen. Ærgerligt, da disse penge kunne have arbejdet for at styrke lokalsamfundet og sætte gang i beskæftigelsen. Men det modsatte sker. Der afskediges og spares stadig, så man skulle tro, at kommunerne har en indbyrdes konkurrence omkring hvem der ved udgangen af 2013 kan have den største kassebeholdning.

Min forundring bliver dog endnu større, når jeg fra vores tillidsfolk erfarer, at Holstebro kommune planlægger besparelser på 0,5 % over hele området næste år. Jeg har endnu ikke hørt hvad Lemvig og Struer har tænkt sig i 2014, så det vil jeg undlade at komme med gisninger omkring.

Hvis I som politikere, hele tiden skærer på de kommunale udgifter, har det en afsmittende virkning på det private erhvervsliv. Ingen ønsker at flytte til et område med dårlig offentlig service. Det kan godt være, at man har nye daginstitutioner, men hvad nytter det hvis normeringen er i bund. Det kan godt være, at plejehjemmene er ny renoverede, men hvad nytter det, hvis dem der arbejder der er nedslidte, at hjemmeplejen kører i nye små biler, men burde køre i Ferrari for at kunne nå alle besøg i en vagt.

Jeg ved godt, at kommunerne straffes hårdt når de bruger for meget i forhold til det budgetterede, men det er jo ikke tilfældet her, tværtimod.

Hallo politikere, vågn op af jeres spare iver, lad pengene arbejde, det er det de er bedst til.

Senest redigeret den 24.06.2013 af Anne-Mette Røn Poulsen