Den gode gæstedagpleje

Vi har på det sidste hørt og læst en del om gæstedagpleje og det har desværre været i en negativ sammenhæng.

Da fokus ofte har det med at rette sig mod en negativ historie, føler jeg et behov for at fortælle om de positive sider vi har oplevet ved gæstedagpleje og dermed videregive denne ros til dagplejerne i Mejdal.

Vi har i Mejdal haft oplevelsen af flere rigtig gode gæstedagplejere, som har taget varmt og godt imod vores børn de gange hvor gæstedagpleje har været nødvendig. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg også har tænkt: ”uha hvad nu” når vi skulle besøge en ny gæstedagpleje. Vi har dog hver gang oplevet en varm og god velkomst hos dagplejeren, som har været meget opmærksom på at give børnene en god dag.

Når børnene har været i gæstedagpleje, har vores dagplejer forsøgt at få plads hos de gæstedagplejere, hvor de tidligere har været eller en fra legestuegruppen som børnene kender fra de ugentlige legestuedage. Gæstedagpleje har derfor været gode oplevelser, hvor vores børn har besøgt kendte dagplejere og kendte børn. Børnene har på deres besøg hos gæstedagplejere leget nye lege, lavet nye kreative ting samt ofte fået nye spændende retter til frokost, som de har glædet sig til at komme ”hjem” og fortælle vores ”rigtige” dagplejer. Jeg er overbevist om at disse besøg har gavnet og givet vores børn nogle nye gode relationer og oplevelser som vil styrke dem på sigt.

Selvfølgelig skal alt være med måde og det skal gæstedagpleje også helst. Vi er så heldige at have ”verdens bedste dagplejer” som sjældent henviser os til gæstedagpleje. Alle har dog ret til fridage og ferie og i disse perioder har vi benyttet os af en af de andre dygtige dagplejere i Mejdal.

Jeg har fuld forståelse for, at det ikke er sjovt at skulle sende sit lille barn i gæstedagpleje ved forskellige dagplejere mange gange i træk – det er heldigvis heller ikke sådan vi har oplevet det.

Trine Pedersen
Mor til Frederik og Mathias

Senest redigeret den 10.01.2013 af Anne-Mette Røn Poulsen