Bortskafning af Helligdage og betalt frokostpause

Trepartsforhandlingerne imellem regeringen, LO og arbejdsgiverne spøger ude i fremtiden.

I denne periode op til forhandlingerne skrives der meget i pressen omkring bortskafning af helligdage generelt, og betalte frokostpauser for offentligt ansatte. En af begrundelserne for afskaffelse af disse helligdage og betalte frokostpauser er, at der skal skaffes 4 mia. kr. til statskassen og flere skal i arbejde.

Vi har såmænd ikke noget imod at skaffe flere penge og arbejdspladser, men når pengene skal skaffes ved en reduktion af helligdage og afskaffelse af betalte frokostpauser, så må vi melde pas. Vi har over 170.000 arbejdsløse, så hvis produktionen er stigende så må man jo ansætte nogle af disse ledige til at tage arbejdet.

Vi har i medierne oplevet hvordan Dennis Kristensen er blevet angrebet for at have en anderledes holdning til problematikken omkring helligdagene, en holdning der ikke lige harmonerer med hvad nogle i LO toppen og socialdemokraterne mener. Når man så ikke har den samme holdning, udgydes der trusler imod FOAs medlemmer, om at de kommer til at betale med deres job. Jamen hallo, vi har da heldigvis stadig en fri fagbevægelse der kan sige hvad vi mener, uden at være stavnsbundet til et parti. Så Dennis hold fanen højt, her skal der ikke sælges ud.

Senest redigeret den 21.05.2012 af Anne-Mette Røn Poulsen