Helt fyldt op til protestmøde

Over 700 var mødt op, da handicaporganisationer og fagforeninger havde indbudt til stormøde

Selvom mange er i kørestol er der ingen siddepladser tilbage i den store sal på Hotel Nyborg Strand lige nu.

Over 700 handicappede, deres familie og ledsagere er mødt op for at sætte fokus på, de forringelser, der er sket og er på vej som del af kommunernes økonomi-forhandlinger med regeringen.

I korte videoer præsenteres handicappede og deres familier, som har mærket konsekvenserne.

"Grusomt, det der foregår"
Blandt de fremmødte er en del FOA-medlemmer. En af dem er Mariann Schou, som er omsorgshjælper i Lemvig.

”Det er forfærdelige historier at høre. Det er grusomt, at det foregår i dagens Danmark,” siger hun.

Til daglig arbejder hun på et bosted. Det er blevet sammenlagt med andre flere gange i de 12 år, hun har været det.

Mindre tid
”Jeg synes, der bliver mindre tid til beboerne, jo større enhederne bliver. Det betyder også noget for, hvor godt vi kender hinanden,” siger hun.

Det største problemer er dog, at der i stigende grad er brugerbetaling på oplevelser som ture.

”Det rammer unge multifunktionshandicappede hos os. De har ikke pengene og må derfor undvære oplevelser,” siger Marian Schou.

Formål med hetz
Blandt talerne er Jakob Sølvhøj, formand for Pædagogisk sektor i FOA. Han har en klar fornemmelse af, hvilket formål kommunernes skærpede tone mod blandt andre de handicappede skal tjene.

”Hetzen har både til formål, at få de grupper, der udsættes for den til at dukke nakken, og at skabe splid om de offentlige prioriteringer, ved at gøre det specialiserede socialområde til syndebuk for de store besparelser, der for tiden rammer daginstitutioner, skoler og hele ældreområdet. Kan man få hestene til at bides ved den tomme krybbe, så er vejen banet for at lade den forblive tom,” sagde han blandt andet.

» Læs Jakob Sølvhøjs tale ved stormødet

Foto: Maria Holsaae, Danske Handicaporganisationer