Husk at rette kørselsfradrag

Risikerer du skattesmæk på kørselsfradraget?

Har du i en periode arbejdet hjemmefra eller været hjemsendt? Og er dit forventede kørselsfradrag lagt ind i din forskudsopgørelse? Hvis ja, så risikerer du et skattesmæk næste år, hvis du ikke retter dine oplysninger.

Du kan naturligvis kun få fradrag for det antal dage, hvor du rent faktisk har taget ind på din arbejdsplads. Din arbejdsgiver har pligt til at fortælle SKAT, når du har arbejdet hjemmefra. De oplysninger bruger SKAT, når de skal regne ud, om du skal have skattesmæk eller have penge tilbage i skat.

Hvis du ikke retter dit fradrag selv, bliver du altså opkrævet den manglende skat næste år. Hvis du derimod selv retter, kan du få skatten til at stemme med det samme.

 

Sådan gør du

Du går ind på din forskudsopgørelse på skat.dk og scroller ned til feltet Kørselsfradrag. Ved siden af feltet er der et lommeregner-ikon, som du kan trykke på. Så bliver du guidet igennem en række trin, hvorefter hjemmesiden selv regner dit kørselsfradrag ud og giver dig mulighed for at gemme ændringerne.