afgørelse
Ny afgørelse fra faglig voldgift sikrer medlem 230.000 kroner

Medlem fik 230.000 kroner for uretmæssig bortvisning

I 2017 blev et medlem bortvist fra sit arbejde, da lederen mistænkte personen for at være alkoholpåvirket. FOA mente ikke, at medlemmet kunne bortvises, da der ikke var foretaget en alkoholtest. Det fik vi ret i.

Et FOA-medlem, der var ansat som livredder, blev i 2017 kaldt ind på ledelsens kontor, fordi kollegaer syntes, personen lugtede af alkohol.  Medlemmet blev her konfronteret med beskyldningen om at være påvirket. Derefter blev personen fyret og bortvist. Der blev på intet tidspunkt taget en alkoholprøve.  På den baggrund mente Marlene Lassen, der er jurist i FOA 1, at bortvisningen var uberettiget.

 

Voldsomt at blive bortvist

”Det er en voldsom reaktion at bortvise en medarbejder. Når man bortviser nogen, så stopper deres lønudbetaling med øjeblikkelig virkning, og deres opsigelsesvarsel bortfalder, fortæller Marlene Lassen.

Hun valgte at gå ind i sagen, da hun ikke mente, der var tilstrækkeligt bevis til at kunne bortvise medlemmet. Sagen gik videre til forbundet og endte i en faglig voldgift. Sagen er netop blevet afgjort, og opmanden gav FOA medhold.

 

Stadig fyret men fik 230.000 i godtgørelse

Medlemmet har stadig mistet sit arbejde, da det ikke er foreneligt med jobbet som livredder at lugte af alkohol. Opmanden mente, det var en alvorlig overtrædelse af alkoholpolitikken. Til gengæld var der ikke bevis for, at medlemmet var påvirket af alkohol og ikke kunne udføre sit arbejde, så vi fik ret i, at det var forkert at bortvise personen.

Opmanden bestemte, at arbejdsgiveren skulle betale omkring 230.000 i godtgørelse for manglende opsigelsesvarsel, fratrædelsesgodtgørelse og procesrente.