Rådhusbetjent hyldet for 40 år

Rådhusbetjent Arne Hansen blev i januar fejret med Dronningens Fortjenstmedalje for 40 års ansættelse i Københavns Kommune.

Skolevæsnet, socialkontoret, boliganvisningen og Beskæftigelses og Integrationsforvaltningen – Arne Hansen har været vidt omkring i Københavns kommune. I januar modtog han en medalje for 40 års tro tjeneste. Administrerende direktør i BIF, Bjarne Winge og direktør Michael Baunsgaard Schreiber var mødt frem for at overrække medaljen ved en reception på Rådhuset.

40 år med godt humør

Arne Hansen er en glad mand og den glæde har hjulpet ham igennem årene.
”Jeg kan godt lide godt humør. Jeg får folk til at hilse og smile - glade mennesker og gode kollegaer er det, jeg holder allermest af ved mit job, fortæller Arne.

Arne arbejder nu i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen på Bernstorffsgade, hvor dagene går med alt fra håndværk, hjælp til kopimaskinen, post, servering og mange andre praktiske opgaver.

”Jeg kan ikke klage, man skal selv være med til at få en god hver dag, siger Arne og fortæller, hvordan ny teknologi har ændret hverdagen gennem de sidste 40 år. For eksempel var posten en stor arbejdsopgave før i tiden, som nu mere og mere er overtaget af teknik og computere.

Fra konditor til betjent

Det lå aldrig i kortene, at Arne skulle have 40 år som Rådhusbetjent. Han startede som konditor, men kunne ikke tåle melet. Arnes kone opfordrede ham derfor til at søge stillingen som Rådhusbetjent, og hurtigt er der så gået 40 år. Gennem alle 40 år har Arne også været medlem af fagforeningen.

”Det er noget med solidaritet og at hjælpe hinanden, svarer Arne på spørgsmålet om grunden til at være medlem af en fagforening.

Arne fratræder i slutningen af april. Pensionen skal nydes med hygge, sommerhus og barnebarn.