Jørgen Karsten Nielsen t.v sammen med logopæd Ole Brunbjerg, der har hjulpet Jørgen med at komme i gang med CD-Ord

Ordblindhed er ikke en hindring

Jørgen Karsten Nielsen er ordblind, men har lært at klare sig med teknikkens hjælp

Jeg hedder Jørgen, jeg er ordblind, og jeg tager gerne en ommer.

Sådan indleder 53-årige Jørgen Karsten Nielsen, der er sygetransportredder hos Ambulance Syd, sit oplæg på ordblindemessen, der blev holdt 1. oktober. Og for ham betyder det at dumpe ikke, at han ikke kan – det betyder at få en chance til.

- Jeg er altid dumpet til alt en eller to gange, men jeg har altid fået en chance til, fortæller han.

Jørgen Karsten Nielsen er født ordblind, og begge hans forældre er ordblinde, og ordblindhed er arveligt.

- Man kan ikke blive ordblind, understreger han.

Spildte otte år i folkeskolen

Selvom skolen var informeret om Jørgens ordblindhed, blev der ikke taget ordentligt hånd om ham. Han fik godt nok specialundervisning i dansk, men det hjalp ikke, og Jørgen var bagud i alle fag.

- De otte år i folkeskolen var spildt. Jeg kunne godt lide at gå i skole, og jeg er ikke blevet mobbet med min ordblindhed, og har altid fået hjælp af gode kammerater. Men skolen havde ikke hjælpemidler til at lære mig at stave, fortæller Jørgen Karsten Nielsen.

Det var først på efterskole i 9. og 10. klasse, at der blev taget hånd om hans læse, stave – skrive-vanskeligheder, og han fik taget en 10. klasses eksamen.

En diktafon hjalp ham

Jørgen Karsten Nielsen begyndte på EFG i Esbjerg og blev tilbudt en elevplads ved Falck. Her klarede han sig igen igennem med hjælp fra gode klassekammerater, og så købte han en diktafon, så han kunne optage de ture han fik over radioen fra vagtcentralen.

- Det var mens, at jeg var ved Falck, jeg lagde kortene på bordet og fortalte, at jeg er ordblind, så mens jeg var ved Falck gik jeg også til undervisning på AOF, hvor jeg også gik til dansk prøve.

Hjælp fra CD-Ord

Først i 2012 bliver Jørgen Karsten Nielsen ordblindetestet ved VUC i Esbjerg, og bliver tilbudt et læse – stave – skrive program, der hedder CD-Ord. Med det kan han indlæse en tekst på computer, og CD-Ord foreslår langt flere ord end andre programmer, og han kan få en tekst læst op ved hjælp af det.

- Ved hjælp af CD-Ord kan jeg i dag skrive til hvem, jeg har lyst til, og jeg siger sjældent nej til en skrive-opgave, fortæller han.