Vi passer borgerne - Vi er ikke dyrepassere

Skal kaniner og køer bo på vores plejehjem?

Gitte Christiansen og Lissi Hansen, begge fællestillidsrepræsentanter i Esbjerg Kommune har skrevet nedenstående debatindlæg, der også har været bragt i JydskeVestkysten. 

Svar på artiklen ”Forslag om at lade kaniner og køer flytte på plejehjem” bragt i JV 29. september.

Ønsket om mere livskvalitet for de ældre borgere er vi enige om. Men skal det ske ved at gøre dyr til en del af dagligdagen på et plejehjem? Det mener vi ikke i FOA Esbjerg. Plejepersonalets kerneopgave er at pleje borgerne – Vi er ikke dyrepassere.

Esbjerg Kommune står overfor store besparelser på ældreområdet, og plejepersonalet er presset nok i forvejen af flere opgaver uden, at der følger mere personale med. Der er ikke behov for yderligere arbejdsopgaver. Vi er sikre på, at de ældre borgere også vil opleve en bedre livskvalitet og et øget nærvær, hvis man droppede nogle af besparelserne, og gav plejepersonalet mulighed for at bruge mere tid på den enkelte borger.

Der er ikke ressourcer nok til nye arbejdsopgaver, og vi er enige med den nedsatte arbejdsgruppe i, at der skal fokuseres mere på nærvær end på nye aktiviteter.

Plejepersonalet ved Esbjerg Kommune har en stor faglig stolthed og arbejder i forvejen hver eneste dag med at øge livsglæden og nærværet for de ældre borgere.