Overvægtige kan blive mødt med krav om at tabe sig, hvis de fortsat skal have sygedagpenge. Det viser ny dom.

Fedme kan koste dig sygedagpenge

Vestre Landsret har givet Esbjerg Kommune medhold i en sag, hvor en sosu-assistent fik frataget sine sygedagpenge, da lægerne ikke ville operere hendes diskusprolaps på grund af overvægt.

Det var i orden, at Esbjerg Kommune stoppede sygedagpengene til en social- og sundhedsassistent, der ikke kunne tabe sig nok til, at hun kunne blive opereret. Det har Vestre Landsret afgjort, og dermed stadfæster de byrettens dom.

Social- og sundhedsassistent Anna-Mette Termansen havde arbejdet 23 år i ældreplejen, da hun fik en arbejdsskade med en diskusprolaps. Hele sit liv har hun kæmpet med vægten, men uden at det gav problemer i forhold til hendes arbejde i ældreplejen.

Kommunen stoppede sygedagpengene
Men da Anna-Mette Termansen blev sygemeldt, og lægerne først ville operere hende, når hun havde tabt 25 kg, fik hun problemer med kommunen. De gav hende beskeden: ”Tab dig eller du mister dine sygedagpenge.”

I januar 2011 stoppede kommunen sygedagpengene, og de afviste at starte en pensionssag, fordi de mente, at hun efter en operation ville have mulighed for at vende tilbage til arbejdet.

Siden har sagen været den lange vej gennem retssystemet, og nu er dommen faldet.

Jeg har gjort alt
Usikkerheden og ventetiden på dommen har været meget belastende, og nu er Anna-Mette Termansen både rystet og ked af det:

”Jeg synes, jeg har gjort alt, hvad jeg kan for at tabe mig. Jeg har altid været en stor pige, men jeg har passet mit arbejde, indtil jeg fik arbejdsskaden. Min ryg kan ikke mere, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre nu. Allerhelst ville jeg selvfølgelig have mit arbejde igen,” siger hun til Fagbladet FOA.

Vil prøve Højesteret
”Det er en meget skuffende og meget utilfredsstillende dom,” fastslår Søren Kjær, partner i Advokatfirmaet Elmer & Partnere, som har ført sagen for FOA-medlemmet.

”Det er fuldstændig urealistisk at forestille sig et vægttab, efter hun har forsøgt at tabe sig i flere år. Og det er ikke gjort med det. Først skal hun tabe sig, og dernæst skal lægerne tage stilling til, om de kan operere. Om en operation vil hjælpe er også uvist. Det er en dybt tragisk sag, og vi vil prøve at få den til Højesteret,” siger han til Fagbladet FOA.