Mindeord om Lena Hedegaard

FOA Esbjergs mindeord om Lena Margrethe Hedegaard

Det er med stor sorg, at vi onsdag den 6. juni modtog besked om, at tillidsrepræsentant og social- og sundhedsassistent Lena Margrethe Hedegaard er afgået ved døden 60 år gammel.

Lena var gennem 19 år tillidsrepræsentant for sine kolleger, hvor hun forfægtede sine kollegers rettigheder, først på Højvang ældrecenter og sidenhen på Skovbo ældrecenter, da hjemmeplejen blev flyttet.

Lena har viet meget af sin tid til arbejdet for FOAs medlemmer, hvor hun også har arbejdet i bestyrelsen i social- og sundhedssektoren for medlemmernes vilkår og faglighed.

Vi vil mindes Lena som en glad, smilende og positiv tillidsrepræsentant, som var dedikeret til sit hverv og brændte for at gøre en forskel.

Vi sender vores tanker og dybeste medfølelse til Lenas familie med håbet om, at de finder styrken til at komme gennem denne svære tid.

Æret være hendes minde