Jette Agersnap er superbruger i Cura

Ny elektronisk omsorgsjournal - Det bliver så godt

Jette Agersnap er superbruger i den ny elektroniske omsorgsjournal ”Cura,” som Esbjerg Kommune tog i brug 1. september. Den skal gøre det lettere at dokumentere i ældreplejen.

Hvis man ser bort fra de ”børnesygdomme” der altid følger med, når man implementerer et nyt system, så er Jette Agersnap godt tilfreds med den ny elektroniske omsorgsjournal, ”Cura,” som blev taget i brug 1. september.

- Esbjerg Kommune er den første kommune, der bruger Cura baseret på en IOS-version – De andre kommuner bruger det på Android. Så der har været børnesygdomme, der er blevet rettet løbende. forklarer Jette Agersnap.

Siden januar har hun siddet med i en projektgruppe, der har arbejdet med systemet, og hele september måned har hun været frikøbt fra sit arbejde for at kunne hjælpe de cirka 40 kolleger på Østerbycentret med at bruge Cura.

- De første 14 dage var der rimeligt roligt, men så skal jeg da love for, at personalet havde mange spørgsmål – Nogle gange, har jeg næsten troet, jeg hed Cura til mellemnavn, griner Jette Agersnap.

Der har været undervisning og e-learnings-kurser i systemet, men det er først efter, at personalet har fået ”hænderne på tastaturet,” at spørgsmålene er dukket op.

Bedre overblik

Formålet med Cura er at skabe et bedre overblik over borgernes sundhedsoplysninger, og det er helt klart lykkedes, siger Jette Agersnap.

- I det gamle system ”Care” kunne oplysningerne måske ligge fem forskellige steder – I Cura kan de kun ligge ét sted, og systemet er indrettet til, at oplysningerne skrives ind i systemet ude hos borgeren.

Hun vurderer, at det er meget hurtigere at dokumentere i Cura, da man ikke selv skal ”opfinde” en kategori at dokumentere i.

- Mange steder skal man blot sætte et flueben, og hele systemet er bygget op omkring, det vi kalder Fællessprog 3, der bygger på nogle faste skabeloner – Så det er nogle helt konkrete ting, vi skal tage stilling til og dokumentere. Der er ikke længere plads til prosa, forklarer Jette Agersnap.

Kulturændring

Hun er sikker på, at det kommer til at kræve en kulturændring at ændre måden at dokumentere på, men Jette Agersnap er helt sikker på, at alle nok skal blive glade for Cura, når de har vænnet sig til det.

- I begyndelsen er alt nyt jo træls, men jeg synes folk har taget godt imod Cura, og stemningen er positiv.

Selv er Jette Agersnap ikke i tvivl om Cura: Det bliver så godt!