Der skal være kvalitet i uddannelserne

Marianne Brogaard Jensen, sektorformand for Social- og sundhedssektoren, har skrevet et indlæg i debatten om manglende arbejdskraft

Der skal være kvalitet i uddannelsen af social- og sundhedsassistenter

Social- og sundhedssektoren i FOA Esbjerg har også part i uddannelserne på Social- og sundhedsområdet, og vi har et medansvar for, at der er nok faglig og veluddannet arbejdskraft på området i fremtiden. Vi tager vores ansvar alvorligt, og derfor vil vi fastholde den faglige kvalitet, der blev indført med de nye uddannelser på Social- og sundhedsområdet 1. januar 2017. Det er kriterier, der sikrer, at borgerne får den bedst mulige pleje, og kommuner og regioner får de bedst kvalificerede medarbejdere.

Som sektorformand mener jeg, at alle elever skal gennemføre den samme praktik, så vi sikrer, at kvaliteten på uddannelserne ikke bliver forringet. Som samfund skal vi være opmærksom på, at det ikke gavner den enkelte borger, når vi ”skruer på” kvaliteten af uddannelserne. Borgerne fortjener den bedst mulige pleje.