Nu også pligt til fysisk fremmøde for ledige i Østdanmark

Den 27. maj fik dagpengemodtagere igen pligt til at søge job og møde til samtaler mv. i a-kassen og jobcentret. I Østdanmark blev ledige dog undtaget fra pligten til at møde fysisk op til samtaler og aktivering. Den undtagelse ophæves nu.

Det sker som endnu et led i genåbningen af Danmark. Beskæftigelsesindsatsen bliver således ens i hele landet. Undtagelsen for Østdanmark ophæves fra den 15. juni 2020.

Hvis du bor i Region Hovedstaden eller Region Sjælland, og er du dagpengemodtager, kan du læse nedenfor, hvad det betyder for dig.

Samtaler med a-kassen og jobcentret
Du har pligt til at deltage i samtaler med a-kassen og jobcentret, uanset om samtalen foregår digitalt, telefonisk eller med fysisk fremmøde. Du vil blive indkaldt skriftligt til samtaler. Hold derfor øje med, om du har modtaget brev i din e-Boks eller din postkasse på foa.dk/min-post. Fra den 15. august 2020 skal du selv booke dine samtaler. Du vil modtage brev herom, når tiden nærmer sig.

Aktiveringstilbud fra jobcentret
Henviser jobcentret dig til en aktivitet, har du pligt til at deltage, uanset om forløbet foregår digitalt, telefonisk eller med fysisk fremmøde.

Genåbningen er obligatorisk for dig
Det er en betingelse for at få dagpenge, at du følger de retningslinjer, vi har beskrevet i de foregående afsnit. Det vil sige pligten til at søge og tage imod job, have samtaler med a-kassen og jobcentret samt deltage i beskæftigelses- og uddannelsesrettede indsatser. Udebliver du fra en samtale eller aktivitet, eller er du ikke aktiv jobsøgende, kan vi ikke udbetale dagpenge til dig.

Kontakt dig lokale FOA a-kassekontor, hvis du har tvivl om, hvordan du skal forholde dig. Vi anbefaler også, at du læser pjecen 'Når du er ledig'.