Nye regler om feriedagpenge

Som du nok har hørt, kommer der snart en ny ferielov. Som en del af denne nye lov flyttes ferieåret, så det fremover begynder den 1. september i stedet for den 1. maj, som vi er vant til. Dette har også betydning for din ret til feriedagpenge fra a-kassen.

Eftersom ferieåret flyttes, så det begynder den 1. september, har det været nødvendigt at indskyde et ekstraordinært kort ferieår i perioden fra den 1. maj 2020 til den 31. august 2020. Det betyder, at de feriedagpenge, som du har optjent i løbet af 2019, skal udbetales i perioden fra den 1. maj 2020 til den 31. august 2020. Du har altså kun et ferieår på 4 måneder til at afholde al den ferie, som du har optjent i 2019. Du kan ikke overføre feriedagpenge til det ferieår, der begynder den 1. september 2020.

 

Derudover skal du være opmærksom på, at du maksimalt kan optjene ret til 17 dages ferie med feriedagpenge i 2019. Hvis du har modtaget dagpenge fra a-kassen i et helt kalenderår, vil det normalt betyde, at du har optjent ret til 25 dage med feriedagpenge. Men i 2019 vil du altså maksimalt have optjent 17 dage, som skal afholdes fra den 1. maj 2020 til den 31. august 2020. Du vil i foråret 2020 modtage et brev om, hvor mange dage med feriedagpenge du har optjent i 2019.

 

Den 1. september 2020 begynder der et nyt ferieår

Når det nye ferieår begynder den 1. september 2020, vil du som noget nyt optjene feriedagpenge månedsvis i stedet for som tidligere for et år ad gangen. Det betyder, at når du får udbetalt dagpenge for september måned 2020, vil a-kassen på baggrund af udbetalingen udregne, hvor mange dage med feriedagpenge, du har optjent. Disse feriedagpenge vil du kunne få udbetalt allerede fra den 1. oktober 2020. Du kan altså få udbetalt feriedagpengene, så snart de er optjent, uden at du skal vente til starten af et nyt ferieår.

 

Du skal dog være opmærksom på, at du altid skal opfylde nogle betingelser for at kunne få udbetalt feriedagpenge. Du skal bl.a. have afholdt al den ferie, som du evt. har optjent hos din arbejdsgiver, før du kan få feriedagpenge.

 

Ingen optjening af feriedagpenge fra 1. januar 2020 til 31. august 2020

I perioden fra den 1. januar 2020 til den 31. august 2020 optjener du ikke ret til feriedagpenge på baggrund af de ydelser, som du får udbetalt fra a-kassen. Det skyldes, at du fra den 1. september 2020 kan få udbetalt dine feriedagpenge, så snart de er optjent, og at du altså ikke skal vente på, at et nyt ferieår begynder.