Skattefri udbetaling af efterlønsbidrag: En foreløbig aftale

Regeringen og Dansk Folkeparti indgik i juni 2017 den politisk aftale ’Flere år på arbejdsmarkedet’. Aftalen er indgået med det formål at få flere til at blive længere på arbejdsmarkedet.

Det er dermed en del af aftalen, at man i en periode i 2018 får mulighed for at få sine indbetalte efterlønsbidrag udbetalt kontant og skattefrit mod at man definitivt fravælger muligheden for senere at gå på efterløn.

Betingelserne for at kunne få udbetalt dine indbetalte efterlønsbidrag

  • Du skal sende en skriftlig ansøgning om udbetaling af efterlønsbidraget inden for perioden 1. januar 2018 – 30. juni 2018
  • Du må ikke have nået efterlønsalderen, når du søger.


Det betyder

  • Du fravælger muligheden for senere at gå på efterløn.


Sådan udbetales pengene

  • Du bliver ikke beskattet for den del af efterlønsbidraget, der er indbetalt frem til 22. juni 2017.
  • Du bliver beskattet af den del af efterlønsbidraget, der er indbetalt fra 23. juni 2017 og frem til efterlønsordningen fravælges. Der fratrækkes en afgift på 30 % før udbetaling.
  • Du får pengene i juli måned 2018.


Aftalen er endnu ikke vedtaget

Folketinget har endnu ikke vedtaget aftalen. Vi tager derfor forbehold for, at der kan ske ændringer.


Vi informerer mere

Når vi ved mere om vedtagelse af forslaget, vil vi informere yderligere her på hjemmesiden. Vi kan derfor først vejlede mere konkret om reglerne, hvis forslaget vedtages. Bliver den skattefrie udbetaling vedtaget, vil vi inden 1. januar 2018 kontakte alle, der kan søge om den skattefrie udbetaling.