"Barn syg" og på dagpenge?

For at få dagpenge skal du fx kunne møde på arbejde dagen efter, du har fået besked fra jobcentret om arbejdet. Men hvad gør man, hvis ens barn bliver sygt? Læs her om reglerne, som er gældende pr. 2. januar 2017.

Reglerne er komplicerede, så derfor er det altid en god ide at kontakte din lokale a-kasse med det samme, hvis du får problemer med pasning af dit barn.

Men det er et krav for at få dagpenge, at du kan møde på arbejde eller deltage i et aktiveringstilbud dagen efter, du har fået besked fra jobcentret om arbejdet eller aktiveringen. Det samme gælder, hvis du indkaldes til møder og samtale i jobcentret eller i a-kassen. Du må altså ikke være forhindret i at kunne møde dagen efter fx på grund af manglende børnepasning.

Manglende pasning til dit barn
Hvis du ikke kan skaffe pasning til dit barn indenfor normal arbejdstid, kan du som udgangspunkt ikke få dagpenge.
Hvis du har pasningsproblemer udenfor normal arbejdstid, skal du oplyse jobcentret om pasningsproblemet, så de ved, at du ikke skal henvises til arbejde eller aktivering udenfor normal arbejdstid. Hvis du ikke har givet besked, og jobcentret henviser dig til et job, du er nødt til at sige nej til på grund af børnepasningsproblemer, får du 3 ugers karantæne.

Hvis dit barn bliver syg, er det ikke et krav, at du får andre til at passe barnet, men det er en betingelse, at du kan skaffe pasning, hvis du bliver henvist til arbejde og aktivering eller indkaldt til møder.

Kan du ikke skaffe pasning til et sygt barn, skal du give jobcentret besked. Du mister dagpenge for dagen(e) uden pasningsmulighed. Men når du har givet besked på forhånd, undgår du 3 ugers karantæne, hvis jobcentret henviser dig til arbejde eller aktivering, som du er nødt til at sige nej til på grund af pasningsproblemet.

 

Find din lokale a-kasse her