Termisk kamera

Foto: Jørgen True

Morten kan se varmen

Med det termiske kamera er brandmand Morten Jacobsson aldrig usikker på, om gløderne stadig ulmer efter en slukning.

Hvad er det?
Det er termiske kameraer, som reagerer på varmestråling, så vi kan få et billede af, hvor ilden befinder sig. Vi har to typer, som bruges forskelligt. Det ene kamera sættes på hjelmen og bruges, når vi er inde i brændende bygninger, og det andet er en håndholdt model, som vi mest bruger til efterslukning.

Hvordan bruges kameraet?
Kameraet på hjelmen er udbygget med en skærm, som slås ned foran visiret, så vi kan se temperaturforskelle. Man kan intet se i et røgfyldt rum, så det giver en form for visualisering og er med til at skabe et helhedsbillede. Man kan for eksempel se, hvis der er varmt bag en lukket dør.

Hvad med den håndholdte?
Den holdholdte bruger vi typisk til eftersyn eller søgning efter skjulte brandlommer i bygninger, skraldespande, buske eller biler. Det er den supergod til. Den er fast værktøj i bilerne, og vi bruger den altid ved brand. Hvis man skal have en præcis temperatur, skal afstanden være fem meter. Men man kan sagtens få et brugbart billede i op til 20 meters afstand.

Hvad med vedligehold?
Den bruger almindelige batterier, så vi skal være sikre på, at de ikke er flade. Men vi tjekker rutinemæssigt alt vores udstyr ved hver eneste vagt. Ellers er de bygget til at kunne holde til en del. De håndholdte kan ifølge producenten klare at blive kastet fra sjette sals højde.

Facebook: Del dit værktøj på i Teknik-Service-gruppen!
(hvis du ikke er medlem af gruppen endnu, skal du blot anmode om at blive det)