Ungdomsarbejdsløshed: Jobsøgning

Foto: Colourbox

’Stå ved den du er’

Benjamin Rask PedersenAllerede inden endt uddannelse som social- og sundhedsassistent har Benjamin Rask Pedersen sikret sig et 3 måneders vikariat.

Vi har spurgt ham, hvad der har hjulpet ham til at få det første job.

Hvad har gjort, at du har fået job?
Lige det her job har jeg fået, fordi jeg har været elev det pågældende sted, og da de spurgte, om jeg vil have 3 måneder, sagde jeg selvfølgelig ja.

Hvorfor tror du, de spurgte dig?
Jeg tror, at det er fordi jeg har udført de opgaver, jeg skulle og har givet et ok indtryk. Der er flere, der snakker om at det har en betydning, at man er en mand i et typisk kvindejob, men det tror jeg ikke har den store betydning – jeg tror mere det handler om at man overordnet giver et godt indtryk som elev.


Hvilke barrierer tror du unge FOAere møder i dag?
Den allerstørste barriere inden for mit fag er at man bliver fravalgt pga. manglende erfaring.

Det er en gang imellem uretfærdigt – man kan sagtens være 25 og ha’ masser erfaring.

Jeg søgte fx et job og var en af to tilbage i bunken. ’Du mangler 10 års erhvervserfaring’ var begrundelsen for at jeg ikke fik jobbet – den anden ansøger havde 10 års erhvervserfaring…

Der var en, der for sjov formulerede det sådan, at når du er 25 skal du ha’ erfaring som en 55 årig.

Har du et godt råd til andre, der er jobsøgende?
Klø på; får man et afslag, er det måske ikke det rette sted for én – og så skal man fortsætte jagten på det sted, der er det rette for én.

For mig har det også virket at bruge de samme ord som i jobannoncen, når jeg skriver ansøgninger – fx skriver jeg gerne ’fleksibel’ og ’ansvarsbevidst’, for at vise at jeg kan noget af det de efterlyser.

Til selve jobsamtalen vil mit råd være ’vær dig selv’ - stå ved det du svarer og siger og hvil i dig selv – det har virket for mig.

Hvad synes du, politikerne eller arbejdsgiverne bør gøre for at mindske ungdomsarbejdsløsheden?
Man burde gøre noget for at sikre at der kommer flere unge ind – lidt a la ’en ældre ud - en ung ind’. Ikke nødvendigvis kvoter, men vi brude sikre at en vis procentdel unge får chancen.

Jeg har hørt en del om jobrotation, hvor unge får en chance, mens de fastansatte er på efteruddannelse. Det er en fin ide, så får man den erfaring, vi hele tiden får at vide vi mangler!